Opdateret

Ruslands højesteret afviser krigsmodstanders valg-anke

Boris Nadezjdin vil stadig forsøge at komme på stemmesedlen og udfordre Putin ved præsidentvalget, siger han.

Boris Nadezjdin, som har betegnet Vladimir Putins krig i Ukraine som en "fatal fejl", er udelukket fra at stille op ved præsidentvalget i næste måned. Ruslands højesteret har onsdag afvist at behandle hans sag. (Arkivfoto) Natalia Kolesnikova/Ritzau Scanpix

Den russiske højesteret har afvist at behandle politikeren Boris Nadezjdins søgsmål, der udfordrer russiske myndigheders beslutning om at udelukke ham fra at stille op ved præsidentvalget i Rusland i næste måned.

Det meddeler Nadezjdin onsdag på sociale medier ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han tilføjer, at han vil anke afgørelsen.

På forhånd er det ventet, at næste måneds valg giver præsident Vladimir Putin en nem sejr og dermed seks år mere på posten.

De kandidater, der reelt ville kunne udfordre Putin, er enten flygtet ud af landet, i fængsel eller døde.

Senest døde Ruslands mest kendte og åbenmundede Putin-kritiker, Aleksej Navalnyj, fredag i et fængsel i Sibirien i en alder af 47 år.

Navalnyj afsonede domme på i alt over 30 års fængsel for anklager, som ifølge ham selv og en lang række menneskeretsorganisationer var politisk motiveret.

Ingen har på forhånd spået 60-årige Boris Nadezjin de store chancer for at vinde præsidentvalget i Rusland.

Men det har vakt opmærksomhed, at han har beskrevet krigen i Ukraine som en "fatal fejltagelse".

Denne kritik har overrasket en del analytikere.

Den russiske regering siger dog, at den ikke ser ham som en trussel mod Putin.

Boris Nadezjdin fik nyheden om højesterettens beslutning i udlandet, idet han i disse dage er "på ferie med børnene".

- De seneste to måneder har formentlig været de sværeste i mit liv, meddelte han tirsdag, hvor han skrev på sociale medier, at han var i udlandet.

- Vi besluttede, at vi ikke ville aflyse en længe planlagt og længe ventet lille ferie for hele familien i et asiatisk land, lød det videre.

Han tilføjede, at han stadig arbejder på at finde en måde at få sit navn på stemmesedlen.

Boris Nadezjdin blev tidligere på måneden af Ruslands valgkommission udelukket fra at stille op. Valgkommissionen begrundede det med, at den havde fundet fejl i indsamlingen af de underskrifter, der kræves for at stille op.

Tre andre kandidater, der alle støtter Ruslands krig i Ukraine, er derimod at finde på listen.

Valgkommissionen har ud over Putin registreret Vladislav Davankov, der er næstformand for det russiske parlament, Leonid Slutskyj, leder af det regeringsloyale, ultranationalistiske parti LDPR, og kommunistpartiets kandidat, Nikolaj Kharitonov.

Alle støtter krigen i Ukraine.

71-årige Putin stiller op som uafhængig kandidat og ikke for det regerende parti, Forenet Rusland.

Valget finder sted 15.-17. marts.

/ritzau/AFP