Rusland er langtfra imponeret over Danmarks seneste sikkerhedspolitiske projekt, der skal gøre det muligt for Ukraine at producere våben i Danmark.
Danmark danser direkte efter Ukraines pibe og arbejder målrettet på at øge spændingerne mellem Rusland og NATO, siger Ruslands udsending i Danmark, ambassadør Vladimir Barbin, i et interview til DR.
»Denne beslutning er uden fortilfælde blandt NATO-medlemslande, der hævder ikke at være en del af konflikten i Ukraine,« skriver Vladimir Barbin.
Den skærpede tone fra Barbin kommer, efter at forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) for nylig udtalte til Berlingske, at Danmark og Ukraine skal øge samarbejdet om våbenproduktion.
Ministeren sagde, at Danmark det næste halve år bør invitere tre til fem ukrainske virksomheder til landet for at starte produktionen op.
Under et besøg i Ukraines hovedstad, Kyiv, fortalte Lund Poulsen, hvordan han forestiller sig en ny våbenindustri udvikle sig herhjemme.
Det kunne eksempelvis være dronevirksomheder – der af militærfaglige eksperter anses som en hjørnesten i moderne krigsførelse – og de kunne ligge ved Odense, hvor Danmark har etableret et nyt dronecenter, lød det fra ministeren.
»Jeg synes, vi skal være ambitiøse,« lød det blandt andet fra forsvarsministeren.
Det er ikke første gang, at Vladimir Barbin er ude med riven efter dansk udenrigspolitik.
Han har flere gange kraftigt advaret imod Danmarks aftale med USA, der vil tillade amerikanske soldater på dansk jord.
Vladimir Barbin kalder samtidig regeringens dør på klem for på et tidspunkt at sende danske soldater til Ukraine for en »provokation«.