Rusland vil fjerne Taliban fra listen over terrorgrupper
Rusland er i gang med at ordne det formelle, så Taliban kan fjernes fra listen over terrororganisationer.

Rusland er i gang med at ordne det formelle, så Taliban kan fjernes fra listen over terrororganisationer.

Inden længe regner Rusland ikke mere den afghanske Taliban-bevægelse for en terrororganisation.
Den formelle beslutning om at fjerne Taleban fra listen er truffet på »højeste niveau«, skriver det russiske nyhedsbureau Tass.
Det betyder Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Ruslands særlige repræsentant i Afghanistan, Zamir Kabulov, siger, at Rusland er i gang med de juridiske formaliteter.
»Det kræver et gennemgribende arbejde fra advokater, parlamentet og andre organer for at sikre, at denne proces fuldføres i henhold til loven. Det er det eneste, der udestår,« siger han.
Det har været på vej i et stykke tid. I maj sagde Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, at Taleban nu er den reelle magthaver i Afghanistan.
Og dengang talte han også om at fjerne Taleban fra terrorlisten som »en refleksion af realiteterne«.
I juli sagde Putin, at Rusland nu regner Taleban for en allieret i kampen mod terrorisme.
Taleban har taget magten i Afghanistan igen, efter at den internationale koalition trak sig ud af landet i august 2021.
Koalitionen rykkede ind i landet med USA i spidsen efter al-Qaedas angreb på USA den 11. september 2001.
Dengang blev omkring 3000 mennesker dræbt, da al-Qaeda styrtede kaprede fly ned i Pentagon i den amerikanske forbundshovedstad, Washington, D.C., og i World Trade Center i New York.
Al-Qaeda havde base i Afghanistan og blev beskyttet af Taleban.
Rusland satte Taleban på sin terrorliste i 2003.
Efter at have generobret magten har Taleban genindført mange af de love, der tidligere var praksis i landet. Det er blandt andet forbud mod kvinders deltagelse i det offentlige liv.
Hvis Taleban fjernes fra den russiske terrorliste, er en normalisering i forholdet mellem Rusland og Taleban kommet meget nærmere.
Intet land har formelt anerkendt Taleban som Afghanistans legitime leder.
USA og EU har stadig Taleban på deres lister over terrorgrupper.
/ritzau/Reuters