Rusland: Vi er klar til at beskytte landsmænd

Ukraines magthavere har ikke situationen i Ukraine under kontrol, lyder det fra Rusland, der påberåber sig ret til at forsvare »landsmænd« i Ukraine.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

RUSLAND: Rusland forbeholder sig retten til at beskytte dets landsmænd, lyder det fredag i en erklæring fra det russiske udenrigsministerium.

Meldingen kommer efter voldsomme kampe mellem tilhængere og modstandere af russisk intervention i den østukrainske by Donetsk torsdag. En 22-årig mand omkom under sammenstødene, og adskillige blev kvæstet.

»Rusland anerkender dets ansvar for sine landsmænd og medborgere i Ukraine og forbeholder sig retten til at beskytte folk,« lyder det ifølge AFP i en erklæring fra det russiske udenrigsministerium.

»Vi har gentagne gange opfordret magthaverne i Kiev til at afvæbne militante, sikre folkets sikkerhed og legale ret til at demonstrere,« hedder det i erklæringen, der blev udsendt forud for et møde mellem Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov og den amerikanske udenrigsminister John Kerry fredag middag i London.

»Desværre viser begivenhederne i Ukraine, at det ikke sker, og at Kievs magthavere ikke har situationen under kontrol,« lyder det i erklæringen.

Sammenstødene torsdag i Donetsk var de hidtil mest voldsomme, siden Ukraines præsident Viktor Janukovitj blev afsat i sidste måned. Det udløste en russisk invasion af Krimhalvøen, og søndag er der bebudet en folkeafstemning om halvøens fremtidige tilhørsforhold.