Rusland: Våbenhvile på vej i syrisk oprørsprovins

Assad-tro styrker optrapper offensiv i Idlib, men varsler ifølge russisk militær våbenhvile fra lørdag morgen.

Indbyggere i Maarat al-Numan i Idlib-provinsen inspicerer skaderne efter endnu et luftangreb tidligere på ugen. Syria Civil Defence/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Syriske regeringsstyrker vil indføre våbenhvile i Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien fra lørdag klokken 6.00 lokal tid.

Det meddeler Ruslands militær.

Formålet er ifølge militæret at »stabilisere situationen« i provinsen, som er et af de sidste områder, der kontrolleres af modstandere af den syriske præsident, Bashar al-Assad.

Den ensidige våbenhvile vil gælde i den stødpudezone, som blev aftalt mellem Tyrkiet og Rusland i 2017, skriver nyhedsbureauet AFP.

Dette område skulle ikke have været ramt i den syriske offensiv mod oprørsgrupper i Idlib. Men siden april har zonen alligevel været udsat for et stadig kraftigere bombardement fra syrisk og russisk side.

Efter flere måneders intense luftangreb indledte den syriske hær tidligere på måneden en offensiv på landjorden.

Fredag har regeringsstyrkerne optrappet offensiven mod de oprørskontrollerede områder, oplyser indbyggere og afhoppede soldater til nyhedsbureauet Reuters.

Hærens offensiv får støtte fra iranske militser og elitesoldater fra den syriske hær, siger indbyggere og afhoppede soldater.

»Der kommer dagligt forstærkninger fra de iranske militser, eliteenheder fra republikanergarden og fjerde pansrede division,« siger oberst Mustafa Bakour, der er kommandant i oprørsgruppen Jaish al Izza, til Reuters.

Kampfly, der menes at være russiske, kaster bomber ned i udkanten af Idlib by, der er et tætbefolket område, siger aktivister.

Rusland har siden 2015 bakket militært op om præsident Assads hær.

/ritzau/