Rusland: USA beder 24 russiske diplomater rejse

Russiske diplomater i USA bliver ikke afløst på grund af strammet procedure for visa, siger ambassadør.

Den russiske ambassade i Washington D.C. mister en del diplomater om en måned. Deres visa udløber, og USA har bedt dem rejse, siger den russiske ambassadør. (Arkivfoto) Carolyn Kaster/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

24 russiske diplomater skal forlade USA senest om en måned, hvor deres visa udløber.

Amerikanske myndigheder har bedt dem rejse, siger Ruslands ambassadør i USA, Anatolij Antonov.

Han oplyser ikke, om det skyldes en ny diplomatisk strid mellem de to lande. Der var ikke umiddelbart nogen uddybning fra amerikansk side.

Diplomaternes visa udløber 3. september, oplyser Antonov.

»Næsten dem alle rejser uden en afløser, fordi Washington pludselig har strammet procedurerne for udstedelse af visa,« siger den russiske ambassadør i et interview med magasinet National Interest.

USA og Rusland har længe været på kant med hinanden og har tidligere på året udvist hinandens diplomater.

I april udviste USA ti diplomater fra Rusland. Årsagen er, at russerne blandede sig i valget i USA.

Kort efter svarede Rusland igen ved at sende ti amerikanske diplomater ud af landet.

Forholdet var i forvejen køligt. I marts svarede USAs præsident, Joe Biden, ja til et spørgsmål om, hvorvidt han betragtede sin russiske kollega, Vladimir Putin, som en morder.

Forholdet blev dog en smule bedre, efter at de to mødtes ansigt til ansigt for første gang 16. juni.

»Vi håber, at fornuften vil sejre, og at vi kan normalisere russiske og amerikanske diplomaters tilværelse i USA og Rusland ud fra et gensidighedsprincip,« siger Antonov.

/ritzau/Reuters