Nye byer og områder i Ukraine er fredag blevet mål for russiske angreb.
Flere medier – blandt andet BBC og nyhedsbureauet AP – beskriver den russiske offensiv som »udvidet« efter de seneste angreb.
Byen Dnipro med cirka en million indbyggere er angiveligt blevet ramt af det første direkte angreb fra jagerfly. Dnipro ligger omkring 500 kilometer sydøst for hovedstaden Kyiv ved Dnepr-floden.
Byens beredskab melder ifølge AFP, at mindst en person er død. Det hævdes, at en børnehave, en lejlighedsbygning og en skofabrik er ramt.
Også de to vestligt beliggende byer Ivano-Frankivsk og Lutsk er ramt af angreb.
Talsmand for det russiske forsvarsministerium Igor Konasjenkov siger, at russiske styrker har ramt to militære luftbaser ved byerne.
Mykhajlo Podoljak, som er rådgiver for Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger, at også civile mål er ramt.
Oplysningerne er ikke uafhængigt bekræftet.
Russiske styrker er ifølge USA i løbet af det seneste døgn rykket fem kilometer tættere på den ukrainske hovedstad, Kyiv.
Også i belejrede Mariupol i det østlige Ukraine er situationen højspændt. Her har nødhjælpsorganisationer advaret om risikoen for en humanitær katastrofe.
Lidt over 60 kilometer nord for Mariupol hævder Rusland fredag at have indtaget den noget mindre by Volnovakha.
Ukraine hævder ifølge Reuters også, at et psykiatrisk hospital i den østligt beliggende by Izyum er blevet ramt af et angreb. Byen ligger i samme administrative region som Ukraines næststørste by, Kharkiv.
73 mennesker er blevet evakueret, siger guvernøren i regionen, Oleg Singubov. Antallet af ofre er endnu ikke talt op.
»Dette er en krigsforbrydelse mod civile og et folkedrab på den ukrainske befolkning,« har guvernøren udtalt ifølge Reuters.
Reuters har ikke uafhængigt kunnet få angrebet bekræftet. Rusland afviser at gå efter civile mål og kalder invasionen for en »særlig militæroperation«.
/ritzau/