Rusland udvider landets hær med 15.500 soldater
Rusland råder efter et nyt præsidentielt dekret over en hær, der samlet består af 2,44 millioner personer.

Rusland råder efter et nyt præsidentielt dekret over en hær, der samlet består af 2,44 millioner personer.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har mandag givet ordre til en udvidelse af den russiske hær med 15.500 aktive soldater.
Det fremgår ifølge nyhedsbureauet Reuters af et præsidentielt dekret.
Udvidelsen betyder, at den russiske hær samlet vil bestå af 2,44 millioner personer, hvoraf 1,55 millioner betegnes som aktive soldater.
Senest i august udstedte den russiske præsident et lignende dekret, der skulle øge antallet af aktive soldater.
Samme dag lyder det fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at han har modtaget oplysninger om, at Nordkorea er ved at gøre klar til at sende 10.000 nordkoreanske soldater til Rusland.
Ifølge den ukrainske præsident befinder flere end 8000 soldater fra Nordkorea sig i øjeblikket på russisk territorium.
Zelenskyj sagde i august, at op mod 50.000 nordkoreanske soldater kan blive sendt afsted for at kæmpe på russisk side. Samtidig opfordrede han Sydkorea til at yde støtte til det ukrainske luftforsvar, skriver Reuters.
Sydkorea annoncerede i juli en hjælpepakke til Ukraine til en værdi af 100 millioner dollar, hvilket svarer til lige knap 660 millioner kroner. Pakken omfattede dog ikke såkaldte dødbringende våben.
Ifølge vurderinger fra ukrainske og sydkoreanske efterretningstjenester har Nordkorea siden 2024 sendt mellem 14.000 og 15.000 soldater til Rusland.
Størstedelen af de nordkoreanske soldater havnede ved frontlinjen i den russiske region Kursk.
Kursk-regionen ligger i det sydvestlige Rusland. I august 2024 trængte ukrainske styrker ind i regionen og overtog en række landsbyer.
Rusland sendte siden forstærkninger til regionen. I løbet af foråret i 2025 meldte Rusland på ny at have fuld kontrol over Kursk.
Sydkoreas efterretningstjeneste (Nis) har tidligere vurderet, at 2000 nordkoreanske soldater har mistet livet i kampene.
RITZAU