Rusland trækker tænder ud på supermagten USA

Bush-administrationen og den amerikanske højrefløj er hård i fordømmelsen af Ruslands fremfærd i Georgien. Men som georgierne har måttet sande, vil – og kan – USA ikke lade ordene følge af handling. Konflikten er et varsel om en ny verdensorden med USAs handlemuligheder under pres.

Russiske soldater vinder frem i Georgien som her Gori, hvor en mand anholdes for våbenbesiddelse. Samtidig udstiller Rusland USAs afmagt – Bush har ikke andre våben at slå igen med end ord, tomme ord ser det ud til. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gleb Garanich/Reuters

WASHINGTON: Søndag ringede den amerikanske vicepræsident Dick Cheney til Georgiens præsident Mikhail Saakasjvili og forsikrede ham om amerikansk støtte:

»Den russiske aggression må ikke forblive ubesvaret,« lød det fra Washington.

Den republikanske præsidentkandidat John McCain trak tirsdag tråde til både Nazi-Tysklands invasion af Polen i 1939 og til Sovjetunionens brutale nedkæmpning af den ungarnske revolution i 1956 og foråret i Prag, 1968.

“Vi har lært, hvad der kan ske, når aggressorer får frit spil,” sagde McCain, som kan være USAs præsident om fem måneder: “I dag er vi alle georgiere.”

Onsdag kom så svaret fra manden, der ikke kan nøjes med at snakke, men er nødt til at handle - præsident George W. Bush: En stærk kritik af Rusland, udenrigsminister Condoleezza Rice på hastebesøg i Georgien for at give moralsk opbakning - samt indsættelse af to - 2 - militære transportfly og et mindre antal flådefartøjer bevæbnet med humanitær nødhjælp. Foruden en henstilling til Georgien om ikke igen at udfordre den russiske bjørn.

Intet under, at præsident Saakasjvili fandt den amerikanske reaktion for “utilstrækkelig” og bittert gjorde klart, at ord alene ikke gør det.

“I går hørte jeg senator McCain sige, ‘nu er vi alle georgiere’. Okay, meget fint, I ved, meget opløftende for os at høre, men okay, nu er tiden forpasset til det. Fra ord til handling,” lød det fra Tbilisi, Georgiens hovedstad.

Men ord er reelt, hvad USA har i sit arsenal i denne duel med Rusland, fastslår flere amerikanske eksperter i sikkerhedspolitik. Og jo større ord, amerikanerne gør brug af, desto større udstiller de deres egen afmagt, når de efterfølgende ikke følger dem op med handling.

“Den kedelige sandhed er, at vi - dels på grund af afslutningen på Den Kolde Krig, dels fordi de skyhøje oliepriser fyldt Ruslands pengekister - har meget lidt indflydelse på, hvad russerne gør - i det mindste i forhold til, hvad de ser som deres egen interessesfære,” fastslår analytikeren Fred Kaplan i webmagasinet Slate: “Vores topledere udstiller kun dette faktum - højt og tydeligt - når de udsteder ultimatumer, der bliver ignoreret uden konsekvenser.”

Siden afslutningen på Den Kolde Krig har USA og Europa vænnet sig til at kunne æde sig dybere og dybere ind i Sovjetunionens gamle interessesfære med løbende udvidelser af EU og især NATO. De især amerikanske bestræbelser på at få også Ukraine og Georgien ind i NATO har imidlertid været en mundfuld for meget set fra Moskva, som samtidig har følt sig provokeret af planerne om det amerikanske missilskjold i Østeuropa og ignoreret i spørgsmålet om Kosovos selvstændighed. Flere gange har russerne udstedt advarsler til USA om at Rusland vil forsvare sine interesser og kæmpe for autonomi til Sydossetien og Abkhasien - på samme måde som Vesten støttede Kosovos. Men enten har amerikanerne ikke troet på det. Eller også har deres militære og politisk støtte til Georgien overbevist præsident Saakhasvili om - forkert skulle det vise sig - at russerne ikke turde slå igen, og hvis de gjorde, at USA vil komme ham til undsætning. Det amerikanske udenrigsministerium oplyser dog, at det flere gange har advaret Saakhasvili mod at indlade sig på militær konflikt med russerne, og at han ikke kunne forvente amerikansk støtte.

Under alle omstændigheder har Rusland med sin aktion i Georgien gjort alvor af truslerne og vist Vesten, at der nu trækkes en streg i sandet - at Rusland er parat til at forsvare sin nære interessesfære, og at den russiske hær efter de senere års langsomme genopbygning tilmed er i stand til det. Rusland har samtidig udstillet, at USA ikke kan gøre forfærdelig meget ved det - andet end på det retoriske plan.

Det er en ny verdensorden, vi ser blive skabt, hedder det i en analyse fra den strategiske tænketank, Stratfor. Eller rettere en tilpasning til en verden med et gennem århundreder magtfuldt Rusland, som har været på hælene i de seneste små tyve år, men som nu er tilbage. Ikke som det gamle imperium, men som en spiller omverdenen er nødt til at forholde sig til. Det skyldes ikke kun interne forhold i Rusland så som oliemilliarder og en stærkere hær, men i lige så høj grad at “mellemøstlige krige har efterladt USA ude af balance og i bekneb for ressourcer,” skriver Stratfor med henvisning til krigene i Irak og Afghanistan.

I denne realpolitiske verden er det samtidig en kendsgerning, at Georgien set fra Washington er et mindre problem, mens især Iran et stort problem - og et problem, som formentlig ikke kan løses uden hjælp fra Rusland. En konfrontationskurs overfor russerne, kunne for eksempel føre til øget russisk våbensalg til iranerne.

“Amerikanerne har mere brug for Rusland, end russerne har brug for amerikanerne,” konstaterer Stratfor-analysen.

Lige nu er retorikken hård mellem Washington og Moskva. Men flere fremtrædende eksperter råder til, at præsident Bush og hans efterfølger vil erkende de nye spilleregler og optrappe de diplomatiske og politiske samtaler med Rusland. Ifølge den tidligere amerikanske udenrigsminister, republikaneren Henry Kissinger, er det også, hvad russerne ønsker, og USA bør derfor fare mere forsigt frem med krav om NATO-udvidelser og missilskjold, skrev Kissinger forleden i International Herald Tribune.