Rusland meddeler, at landet trækker sig fra Den Europæiske Konvention til Forebyggelse af Tortur (CPT).

Det står klart, efter at Ruslands præsident, Vladimir Putin, mandag ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass har underskrevet en lov om netop dette.

Konventionen blev vedtaget i 1987 af Europarådet, som Rusland senere blev medlem af.

Europarådet udviste dog Rusland i marts 2022 efter begyndelsen på krigen i Ukraine. Men Rusland deltog ifølge nyhedsbureauet AFP stadig teknisk set i konventionen.

Ruslands parlament har allerede tidligere stemt for at forlade konventionen, som den russiske regering ratificerede i 1998.

Rusland har forklaret tiltaget med, at landet ikke er repræsenteret i den komité, der overvåger konventionen.

Planerne om at trække landet fra konventionen har tidligere været fremme.

FN's menneskeretskommissariat (OHCHR) har tidligere i september kritiseret Rusland i sagen.

FN-rapportørerne Alice Jill Edwards og Mariana Katzarova kaldte konventionen og den komité, der skal overvåge situationen, for en "grundlæggende beskyttelsesmekanisme mod overgreb i fængsler og andre steder, hvor mennesker er frihedsberøvede".

- Den fortsatte nægtelse af adgang for internationale observatører, herunder vores egne mandater, og nu dette seneste skridt fra Rusland om helt at lukke døren for sådanne inspektioner, vækker alvorlig bekymring for behandlingen af tilbageholdte, skrev FN-rapportørerne.

CPT's fulde navn er Konvention til Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig eller Nedværdigende Behandling eller Straf.

/ritzau/