Rusland strammer sikkerheden før OL-start

Russisk politi har dræbt en mand, der er mistænkt for at stå bag sidste års selvmordsbomber i Volgograd. Det sker som led i en optrapning af sikkerheden før OL i Sotji, der starter fredag.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

RUSLAND: Rusland har strammet op på sikkerheden op mod OL, der indledes fredag i Sotji. Blandt andet har russiske sikkerhedsstyrker sat ind mod oprørsgrupper i den nordkaukasiske republik, Dagestan.

Ifølge det russiske nyhedsbureau Itar-Tass har specialstyrker onsdag dræbt en mand, der var mistænkt for at stå bag to selvmordsbomber i Volgograd i december. Han blev dræbt under en skudveksling i Dagestan, skriver NBC News.

Den militante islamist, der er identificeret som Mirzayev, menes at være hjernen bag de to bombeangreb mod en jernbanestation og en bus, der kostede 34 mennesker livet.

Militante i Kaukasus-regionen, der omfatter Dagestan, har gentagne gange advaret om, at de vil slå til mod legene i Sotji. Og trods det massive sikkerhedsopbud, der ifølge AFP tæller 37.000 politi- og sikkerhedsfolk, er der frygt for, at terrorister vil angribe OL, der fortsætter frem til 23. februar. Senest har to australske OL-deltagere modtaget trusler om at blive kidnappet i Sotji, skriver AFP.

De russiske myndigheder og medlemmer af Den Internationale Olympiske Komité, IOC, har ifølge nyhedsbureauet sagt, at de føler sig sikre på, at de omkring 6.000 sportsudøvere og de mange tilskuere vil være i sikkerhed under legene i den sydvestrussiske by. Men der er et reelt problem, lyder det fra IOC.

»Alle store begivenheder er i dag i fare,« siger IOCs præsident, Thomas Bach.

»Men vi er nødt til at tage fat om problemet. Alternativet er at give efter for terroristerne.«