Rusland sønderbomber Sievjerodonetsk og rykker frem i Donbas

Sievjerodonetsk bliver ramt af tunge angreb med granatild, missiler og raketter, siger militæradministration.

Sjevjerodonetsk er blevet den seneste voldsomme slagmark i krigen mellem Ukraine og Rusland. Aris Messinis/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

At Rusland har rettet sit fokus mod den vestlige del af regionen Luhansk kan for alvor mærkes i industribyen Sievjerodonetsk.

Ifølge Luhansks guvernør, Serhij Hajdaj, er byen for tiden mål for utallige angreb med alt lige fra raketter og mortérgranater til hyppige luft- og artilleriangreb.

Det siger han ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

»Situationen er enormt vanskelig, og den bliver desværre kun værre. Den forværres for hver eneste dag, der går, ja faktisk for hver eneste time,« siger han.

»De er simpelthen ved at udviske Sievjerodonetsk fra Jordens overflade.«

Sievjerodonetsk ligger i den vestlige del af Luhansk. Luhansk udgør sammen med Donetsk det område, som kaldes Donbas.

Efter en mislykket offensiv mod hovedstaden, Kyiv, rettede den russiske hær i stedet blikket mod Donbas. Området er hjemstavn for et stort mindretal af etniske russere.

Det er dem, som Ruslands præsident, Vladimir Putin, hævdede at ville redde fra Ukraines »nynazistiske militærjunta«.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, giver imidlertid ikke meget for Putins noble intentioner.

Rusland søger nemlig at »jævne alt med jorden« i Donbas, siger han.

Krig i Donbas er imidlertid ikke noget nyt. Siden Majdan-revolutionen i 2014 blev enden på den prorussiske ukrainske præsident Viktor Janukovytjs embede, har prorussiske separatister i Donbas kæmpet om magten med den ukrainske hær.

Donetsk og Luhansk forsøgte sig endda med at proklamere selvstændighed – et træk som nød meget begrænset anerkendelse internationalt.

Putin gav de to regioner formel anerkendelse samme dag, som han sendte de russiske styrker afsted mod Ukraine.

Hans forsvarsminister, Sergej Sjojgu, har desuden sagt, at Rusland kan være i Ukraine i lang tid endnu i det, som Rusland kalder en »særlig militæroperation«.

»Vi kommer til at fortsætte med den særlige militæroperation, indtil alle dens mål er blevet opfyldt,« sagde han.

/ritzau/