Rusland retter en kraftig kritik mod vestlige overvejelser om at skyde russiske fly ned, hvis de trænger ind i Nato-landes luftrum.

Sådanne udtalelser er både farlige, aggressive og en optrapning af spændingerne ved Ruslands grænser, siger regeringstalsmand Dmitrij Peskov fredag.

- Udtalelser om at skyde russiske fly ned er, som minimum hensynsløse og uansvarlige. Og selvfølgelig farlige i deres konsekvenser, siger Peskov til statsligt tv.

Nyhedsbureauet Bloomberg skrev tidligere fredag, at europæiske diplomater har advaret Rusland om, at Nato er klar til at svare igen med fuld styrke på krænkelser af dets luftrum.

Det omfatter også at skyde russiske fly ned, hvis det vurderes at være nødvendigt.

Peskov gentager fredag den russiske regerings afvisning af, at russiske kampfly skulle have krænket Estlands luftrum i sidste uge.

- På baggrund af en sådan hensynsløshed, er det at fremsætte så aggressive erklæringer endnu en meget væsentlig optrapning af spændingerne nær vores grænse.

Natos generalsekretær, Mark Rutte, har givet grønt lys for nedskydning af russiske fly, hvis de krænker Natos luftrum.

Det kom, efter at USA's præsident, Donald Trump, onsdag på sidelinjen af FN's Generalforsamling opfordrede Nato-landene til at skyde russiske luftfartøjer ned, hvis de krænker Natos luftrum.

- Hvis nødvendigt. Så jeg er fuldstændig enig med præsident Trump. Hvis nødvendigt, sagde Rutte torsdag i et interview med den amerikanske tv-station Fox News.

Fredag i sidste uge fløj tre russiske kampfly af typen MiG-31 ind i Estlands luftrum. Her befandt de sig ifølge den estiske regering i 12 minutter.

Italienske F-35-fly, der er indsat som led i Natos forsvarsmission i Baltikum, samt finske og svenske kampfly fik besked om den russiske indtrængen og fløj til området, hvor de russiske fly blev presset tilbage.

Siden har Danmark i denne uge været tvunget til at lukke flere lufthavne på grund af droner i området. Mistanken retter sig mod Rusland.

Tidligere på måneden var Nato-fly på vingerne over Polen, efter at et antal russiske droner fløj ind i polsk luftrum.

/ritzau/Reuters