Få uger inden Rusland invaderede Ukraine, blev der afgivet to underskrifter, der sendte et gys gennem Vesten.
Præsidenterne Vladimir Putin og Xi Jinping mødtes i Beijing 4. februar for første gang i næsten to år, hvor de underskrev en fælles erklæring på 5.364 ord, der var et reelt opgør med den magtbalance, der har defineret verden siden Den Kolde Krig.
I erklæringen var de enige om, at venskabet var »uden grænser og forbudte områder«. Og det løfte vifter Rusland med nu, hvor landet efter 100 dage i krig og et utal af sanktioner rettet mod sig er presset i knæ økonomisk.
Russiske embedsmænd har ifølge The Washington Post de seneste uger rejst flere og mere frustrerede anmodninger om større økonomisk støtte under samtaler med Kina.
De vil have Beijing til at leve op til erklæringen om partnerskabet »uden grænser«, og det er blevet gjort tydeligt ved mindst to lejligheder.
Som en kinesisk embedsmand har beskrevet det over for The Washington Post, har samtalerne været »anspændte«.
Kinas egne interesser
De kinesiske embedsmænd og personer med tæt kendskab til samtalerne mellem Rusland og Kina har fået mulighed for anonymitet af The Washington Post på grund af sagens følsomhed.
De kinesiske embedsmænd afviser at gå i detaljer med, hvad Rusland konkret anmoder om. Men en af dem fortæller over for avisen, at det handler om opretholdelse af de handelsforpligtelser, der blev underskrevet inden invasionen af Ukraine.
Og så vil Rusland have finansiel og teknologisk støtte af Kina på grund af sanktionerne fra USA og EU, lyder det fra embedsmanden.
Kina forstår den knibe, Rusland står i, som det lyder fra en person i Beijing med kendskab til diskussionerne:
»Men vi kan ikke ignorere vores egen situation i denne dialog. Kina vil altid handle i det kinesiske folks bedste interesse,« fortæller personen til The Washington Post.
Meldingen kommer lige efter, at personen fortæller avisen, at Kina har gjort det klart, hvad landets holdning til situationen i Ukraine er, og at de mener, det er ulovlige sanktioner, der bliver rettet mod Rusland.
Kinas ledelse ønsker at hjælpe Rusland økonomisk – men det skal ikke komme i strid med vestlige sanktioner, som Kina prøver at sno sig udenom. Derfor har Kina sat grænser for, hvordan landet vil hjælpe Rusland, lyder det fra kinesiske og amerikanske embedsmænd ifølge The Washington Post.