Det er absurd at påstå, at en drone, der onsdag blev set over Øresund med kurs mod et fransk hangarskib, havde forbindelse til Rusland.

Sådan lyder det fra talsmand for det russiske styre Dmitrij Peskov på et pressemøde fredag. Det skriver det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

Sverige oplyste torsdag, at der efter alt at dømme var en forbindelse mellem dronen og et russisk militærskib i Øresund.

- Hvis I gengiver rapporterne korrekt - altså at fordi et russisk fartøj var i nærheden, må dronen være russisk - så er det en ret absurd påstand. Men igen: Jeg kender ikke detaljerne, siger Peskov.

Talsmanden understreger, at Rusland ikke har yderligere oplysninger om hændelsen ud for Sveriges kyst.

Hangarskibet "Charles de Gaulle" ankom til havnen i Malmø tirsdag.

Skibet er det største ikke-amerikanske atomkraftdrevne hangarskib i verden.

Dronen blev ifølge den svenske regering opdaget af svensk militær, som udsatte den for jamming, hvor radio- og gps-signaler bliver forstyrret eller blokeret. Herefter fløj dronen væk fra området.

Da dronen blev opdaget, befandt den sig over Øresund - cirka 13 kilometer fra "Charles de Gaulle".

- Der har sandsynligvis været en krænkelse af svensk luftrum af en drone. Det skete, i forbindelse med at et russisk militærskib var i Øresund, sagde Sveriges forsvarsminister, Pål Jonson, torsdag.

- Efter alt at dømme er der en stærk forbindelse mellem det russiske militærskib og denne drone.

"Charles de Gaulle" er 260 meter langt og har plads til omkring 30 kampfly og et par tusinde soldater og besætningsmedlemmer.

Hangarskibet ligger til kaj i Sverige på vej til en Nato-øvelse.

Siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022 har der været adskillige meldinger om, at russiske droner og fly har krænket europæiske landes luftrum.

/ritzau/