Rusland og USA er blevet enige om at genoptage dialog mellem de to landes militære styrker på højt niveau.
Det siger det amerikanske militærs europæiske kommando torsdag i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det er første gang i over fire år. Dialogen blev sat på pause kort inden Ruslands invasion af Ukraine.
Aftalen er kommet i stand, efter at USA, Rusland og Ukraine mødtes i Abu Dhabi over to dage onsdag og torsdag.
- USA og Den Russiske Føderation blev i dag i Abu Dhabi enige om at genetablere dialog fra militær til militær på højt niveau, siger USA's europæiske kommando i en meddelelse og tilføjer, at "parterne fortsætter med at arbejde frem mod en varig fred".
- Opretholdelse af dialog mellem militære styrker er en vigtig faktor for global stabilitet og fred, står der videre.
Den russiske regering har endnu ikke udtalt sig.
Det er den amerikanske general Alexus Grynkewich, der skal stå i spidsen for kommunikationskanalen.
Han er også Natos øverstkommanderende i Europa.
I den forbindelse har han allerede bemyndigelse til at have dialog med chefen for Ruslands generalstab, Valerij Gerasimov, for at "undgå fejlvurderinger og for at have et middel til at forhindre utilsigtet eskalering fra begge sider".
Det amerikanske nyhedsbureau AP kalder torsdagens udmelding et tegn på de bedre relationer, der er kommet mellem de to lande, siden den amerikanske præsident, Donald Trump, begyndte sin anden periode.
Men de forbedrede relationer kunne ikke forhindre, at USA og Ruslands atomtraktat, som går under navnet New Start, udløb torsdag.
Det var den sidste aftale om atomvåbenkontrol mellem de to lande. Aftalens udløb har ført til frygt for et nyt våbenkapløb mellem landene.
Ved mødet i Abu Dhabi blev der også indgået en aftale om at udveksle fanger mellem Rusland og Ukraine.
Nye møder ventes at finde sted i "den nære fremtid" i USA, siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i sin aftentale.
/ritzau/
