Rusland og Kina påbegynder en fælles militær flådeøvelse i Stillehavet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er ifølge Ruslands præsident, Vladimir Putin, den største russiske flådeøvelse siden sovjettiden.

Øvelsen er en del af den russiske strategi "Ocean-2024", der har til formål blandt andet at teste det russiske flådekampberedskab og brugen af højpræcisionsvåben, skriver Reuters.

Flådeøvelsen skal samtidig ses som en reaktion mod USA, der ifølge Putin øger sin militære tilstedeværelse nær Ruslands vestlige grænser, i Arktis og i Asien-og Stillehavsområdet.

- Vi ser, at USA forsøger at bevare sin globale dominans for enhver pris, sagde Ruslands præsident Putin på tv i forbindelse med påbegyndelsen af flådeøvelsen.

Rusland skal ifølge Putin "være parat til enhver udvikling" og fortsat styrke sine flådestyrker, herunder flådens nukleare dele, i det Putin kalder et våbenkapløb drevet af Washington, skriver Reuters.

Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua meddelte mandag, at målet med øvelsen er at udbygge "niveauet for strategisk koordinering mellem kinesisk og russisk militær og forbedre deres evne til i fællesskab at reagere på sikkerhedstrusler".

Der er tale om fire kinesiske fartøjer og 15 fly, der øver med russiske styrker, oplyser den øverstbefalende i den russiske flåde, Aleksandr Moisejev, ifølge Putin.

Han fortalte samtidig, ifølge Putin, at øvelserne vil involvere mere end 90.000 russiske soldater, over 400 fartøjer, 125 fly og mere end 7.500 våbenenheder.

Øvelserne med Kina er en del af en række større russiske flådeøvelser, der vil fortsætte frem til 16. september i Stillehavet og Det Arktiske Hav samt Middelhavet, Østersøen og Det Kaspiske Hav.

/ritzau/