Rusland: Mineryddere er alvorligt såret ved atomkraftværk
Tre er såret, heraf to alvorligt, i et ukrainsk droneangreb ved Zaporizjzja-værket i Ukraine, siger Rusland.

Tre er såret, heraf to alvorligt, i et ukrainsk droneangreb ved Zaporizjzja-værket i Ukraine, siger Rusland.

En "alvorlig hændelse" har fredag fundet sted ved atomkraftværket Zaporizjzja i Ukraine, hvor nogle russiske militærfolk er kommet til skade.
Det skriver Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, på X.
Ifølge Ruslands statslige atomenergiagentur, Rosatom, har en ukrainsk drone med overlæg ramt to ingeniører, der var i færd med at rydde miner i et område omkring atomkraftværket.
Mindst tre mennesker er såret, heraf to alvorligt. Det meddeler Rosatoms chef, Aleksej Likhatjev, ifølge Reuters.
- Angrebet var tydeligvis nøje planlagt, siger han.
- Tre af vores ingeniører blev såret. To af dem er i alvorlig tilstand.
IAEA oplyser ikke detaljer om, hvad der er sket, men skriver, at hændelsen efterforskes.
Der er ikke umiddelbart nogen reaktion fra ukrainsk side.
Men IAEA skriver, at Ukraine har meddelt agenturet, at man fortsat vil overholde den våbenhvile, der gælder i området omkring atomkraftværket.
Våbenhvilen kom på plads efter flere ugers vanskelige forhandlinger, skriver IAEA videre.
Det er mindre end en uge siden, at IAEA bekræftede, at Zaporizjzja var ramt af et ukrainsk droneangreb. Det forårsagede skader på ydersiden af en turbinebygning.
Zaporizjzja, der er Europas største atomkraftværk, blev indtaget af russiske styrker i marts 2022.
Begge sider har beskyldt hinanden for angreb og andre handlinger, der bringer atomsikkerheden i fare.
/ritzau/Reuters