Rusland løslader krimtatariske ledere dømt for separatisme

To næstformænd i krimtatarernes parlament er fløjet til Tyrkiet, og rejser videre til Ukraine, siger advokat.

Rusland har løsladt to krimtatariske ledere, som var imod russernes fremmarch og annektering af Krim, bekræfter Ukraines præsident, Petro Porosjenko. Reuters/Christian Hartmann Fold sammen
Læs mere

Rusland har løsladt to krimtatariske ledere, som var imod russernes fremmarch og annektering af Krim.

De to ledere, som var næstformænd i krimtatarernes parlament og af Rusland dømt for separatistisk aktivisme, er onsdag fløjet til Tyrkiet. Det fortæller advokat Nikolaj Polozov over for nyhedsbureauet Tass.

Ukraines præsident, Petro Porosjenko, bekræfter løsladelsen i en besked på Twitter. Han takker Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, for at bistå.

Ilmi Umerov og Ahtem Chiygoz vil rejse videre til Ukraines hovedstad, Kijev.

Rusland forbød Krimtatarernes parlament, som kaldes Mejlis (betyder "råd" eller "forsamling" på arabisk, red.), da halvøen blev annekteret i 2014.

Modstanden mod russisk fremmarch i det østlige Ukraine og på Krim var stærkest blandt de omkring 280.000 krimtatarer i 2014.

Der bor mindretal af krimtatarer i både Tyrkiet og Usbekistan.