Rusland løslader knap 100 tilfangetagne hvaler efter kritik

Efter opråb fra blandt andre Leonardo DiCaprio bliver ti spækhuggere og 87 hvidhvaler løsladt i Rusland.

I små bassiner som dette er næsten 100 hvaler blevet holdt fanget i månedsvis. Mandag er der indgået aftale om at løslade dem. Handout/Reuters Fold sammen
Læs mere

Russiske myndigheder har mandag underskrevet en aftale om at frigive knap 100 hvaler, der i månedsvis har været holdt indespærret.

I alt ti spækhuggere og 87 hvidhvaler har været fanget på yderst begrænset plads i indhegninger i det østlige Rusland.

Det har blandt andet medført kritik fra skuespiller og aktivist Leonardo DiCaprio. Han har på det sociale medie Twitter delt en underskriftsindsamling, der opfordrer til løsladelsen af hvalerne.

Indsamlingen har opnået knap halvanden million underskrifter.

Kritikken er opstået, efter at der er dukket billeder op af de små bassiner, hvor hvalerne holdes fanget i havnebyen Nakhodka ud til Det Japanske Hav.

Hvalerne har været fanget siden sidste sommer.

Selskaberne bag tilfangetagelsen har angiveligt haft planer om at sælge dem til havparker og akvarier i Kina.

Det russiske styre har tidligere erkendt, at hvalerne bliver holdt fanget under for hårde forhold. Det har dog også lydt, at det vil være svært at løslade dem, uden at de kommer til skade.

Men mandag har et hold internationale videnskabsfolk underskrevet en aftale sammen med russiske videnskabsfolk. Aftalen er støttet af de lokale myndigheder og betyder, at hvalerne skal løslades.

Blandt de internationale videnskabsfolk er Jean-Michel Cousteau. Hans far er den afdøde opdagelsesrejsende og marineforsker Jacques Costeau.

Han kalder mandagens aftale et rørende øjeblik og erkender, at det fortsat bliver svært at sikre hvalernes helbred.

»Jeg ved, det kommer til at kræve meget arbejde. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at det kommer til at lykkes,« siger Jean-Michel Cousteau.

/ritzau/Reuters