Rusland: Konspiration bag journalist-mord

Ifølge Ruslands statsanklager Jurij Tjajka er tidligere medlemmer af landets sikkerhedstjenester blandt ti anholdte i sagen om mordet på journalisten Anna Politkovskaja. Mordet var del af et komplot »fra udlandet« rettet mod præsident Putin, påstår han.

Mordet på Ruslands mest regeringskritiske journalist, Anna Politkovskaja, i oktober sidste år, var ifølge landets statsanklager del af et komplot, der skulle destabilisere landet under præsident Vladimir Putins ledelse. Internationale iagttagere er skeptiske.

Ruslands statsanklager, Jurij Tjajka, orienterede i går ved en pressekonference i Moskva om arrestationerne af i alt ti personer i forbindelse med mordet på Politkovskaja. Mordet, der havde karakter af en bestilt likvidering, fremkaldte fordømmelser verden over herunder fra USAs regering, der betegnede det som »et anslag mod uafhængige medier og demokratiske værdier«.

Statsanklager Tjajka ville under pressekonferencen, der blev sendt direkte på statsligt TV, ikke oplyse identiteten på de anholdte. Men han sagde dels, at der var tale om medlemmer af to tjetjenske bander, og at der »desværre« var nuværende og tidligere embedsmænd fra Indenrigsministeriet og sikkerhedstjenesten FSB blandt de anholdte.

Ifølge de russiske myndigheder er manden, der rent fysisk likviderede Politkovskaja, blandt de anholdte.

Bestilt fra udlandet
Samtidig meddelte en talsmand for FSB ifølge det russiske nyhedsbureau ITAR-TASS, at den nu arresterede embedsmand fra tjenesten »længe« har været overvåget af FSBs afdeling for intern sikkerhed. Det er første gang, at de russiske myndigheder erkender, at embedsmænd kan have været involveret i mord på kritikere af ledelsen i Kreml.

Trods den formodede deltagelse af embedsmænd fra Indenrigsministeriet og FSB i mordet på Politkovskaja sagde statsanklager Tjajka i går, at mordet på Politkovskaja var »bestilt fra udlandet«.

»Vores efterforskning har vist, at kun mennesker bosat i udlandet kunne have interesse i mordet på Politkovskaja,« sagde Tjajka, der talte om »kræfter, der ønsker at destabilisere landet«, og som efter hans opfattelse vil ændre Ruslands forfatning, så»penge og oligarker igen kan styre landet«. Statsanklageren sagde videre, at de anholdte også kunne være medskyldige i mordet i 2004 på en amerikansk journalist, Paul Klebnikov, og i 2006 på vicedirektøren i den russiske centralbank, Andrej Koslov. Han tilføjede dog senere, at der er en anden hovedmistænkt i sidstnævnte sag.

International skepsis
Gårsdagens nyheder fra Moskva tilfredsstiller imidlertid langtfra de internationale organisationer, der følger ytringsfrihedens stadigt dårligere forhold i Rusland.

»Det er klart, at det er et fremskridt, at der nu er foretaget ti anholdelser. Men vi er skeptiske, så længe vi ikke kender deres identitet. Det kan være, at man nu får dømt de mennesker, der rent fysisk slog Anna Politkovskaja ihjel, men det betyder ikke nødvendigvis, at vi får at vide, hvem der bestilte mordet,« siger Jean-Francois Julliard fra presseorganisationen »Journalister uden grænser« i Paris.

»Vi er bekymrede over anklagerens udtalelser om, at mordet er bestilt i udlandet. I modsætning til, hvad anklageren siger, er der mennesker internt i Rusland, der havde interesse i at bringe Anna Politkovskaja til tavshed. Den igangværende efterforskning bør ikke udelukke det spor,« siger Julliard.

Avisen Novaja Gazeta, hvor Politkovskaja arbejdede, skrev i går, at det »naturligvis« er for tidligt at konkludere, at mordet nu er opklaret.

»De mennesker, der udførte dette mord, de der hjalp dem, og de der bestilte det, bør identificeres og dømmes,« skrev avisen på sin hjemmeside.

I alt 13 journalister i Rusland er ifølge den amerikanske »Committee to Protect Journalists« (Organisation til Beskyttelse af Journalister, red.) døde ved bestilte likvideringer siden Putins magtovertagelse i 2000.

Anna Politkovskaja ville på torsdag være fyldt 49 år, og der ventes afholdt mindehøjtideligheder for hende i Moskva på dagen.