Rusland indleder fremrykning mod meget vigtig by i Østukraine

Regionalt råd siger, russerne lider tab under forsøg på at nå den strategiske by Zaporizjzja i Østukraine.

De russiske styrker er siden mandag rykket frem på flere fronter i det østlige Ukraine (de røde pile), men synes ikke for alvor at have slået hul på de ukrainske forsvarsværker. Europa Press/Ritzau Scanpix

De russiske styrker forsøger at trænge frem mod den strategisk vigtige by Zaporizjzja i det sydlige Ukraine.

Men de har lidt tab under forsøget, siger Zaporizjzjas regionale råd i en erklæring. Det rapporterer CNN.

Zaporizjzja ligger nordvest for den belejrede by Mariupol. Byen anses for vigtig at holde for de ukrainske styrker for at kunne modstå den nye russiske offensiv i det østlige Ukraine.

»Situationen ved frontlinjen tyder på, at fjenden forsøger at avancere i retning af Zaporizjzja. Men han lider tab og fokuserer mestendels sine anstrengelser på at sikre det besatte grænseområde.«

Sådan lyder det fra det regionale råd i Zaporizjzja.

»De russiske styrker fortsætter med at bombardere vores stillinger og gennemføre offensive operationer i retning af Pokrovsk og Huljajpole,« hedder det videre.

De to byer ligger cirka 70 kilometer øst for Zaporizjzja.

/ritzau/