Rusland har udmanøvreret Vesten i fredsforhandlinger

I denne uge viste det sig, at Vesten igen har undervurderet russerne. For nu stiller Moskva med sin egen syriske opposition og kræver, at den også skal være repræsenteret ved forhandlingerne i Genève. Og netop derfor er konferencen nu foreløbig udskudt.

Fredskonferencen om Syrien skulle være startet i Genève mandag, men FNs særlige syrienudsending, Staffan De Mistura (i midten), måtte samme dag i den schweiziske by konstatere, at konferencen er udsat efter uenighed mellem det syriske regime og oppositionen om i landet om hvem, der skal repræsentere parterne. Fold sammen
Læs mere

Da Moskva sidste forår bebudede en stort anlagt konference for den syriske opposition i Moskva, var der mange i Vesten, der trak på smilebåndet.

For helt ærligt: Hvordan kunne russerne tro, at de af alle kunne få den syriske opposition i tale, når Rusland så utvetydigt havde erklæret sin kærlighed til Assad og desuden havde gjort alt for at forhindre, at amerikanerne fjernede ham med magt? Og som forventet boykottede de vigtigste væbnede grupperinger da også konferencen, og i Vesten blev den anset for at være en fiasko.

Men i denne uge viste det sig, at Vesten igen har undervurderet russerne. For nu stiller Moskva med sin egen syriske opposition og kræver, at den også skal være repræsenteret ved forhandlingerne i Genève. Og netop derfor er konferencen nu foreløbig udskudt: For da den første forhandlingsdelegation for oppositionen hørte, hvem det er, russerne vil have med, så blev de så edderspændt rasende, at de har truet med slet ikke at møde op.

I spidsen for den russiske delegation står således Qadri Jamil, der tidligere har været syrisk vicepremierminister. Ifølge en analyse fra Carnegie Endowment går han blandt Assads »rigtige fjender« under betegnelsen »Putins mand i Syrien«, mens han af de syriske Assad-kontrollerede medier rosende omtales som en del af den »patriotiske opposition.« Fra begyndelsen har han tordnet mod vestlig indblanding i Syrien, og rygtet går, at han netop blev fyret i 2013 for at blive kørt i stilling som skinopposition til Assad ved Genève II-fredsforhandlingerne om Syrien i Montreux, 2014. Det lykkedes ikke, så nu prøver han igen. Det gør hellere ikke hans deltagelse mindre kontroversiel, at han har kurdiske rødder. Specielt ikke fordi russerne også forestiller sig, at Saleh Muslim, der er leder i det syrisk-kurdiske parti PYD, også skal inviteres med til Genève.

Det lyder måske harmløst i vestlige ører, eftersom vi betragter kurderne som noget nær de eneste helte blandt de krigsførende parter.

Men det synspunkt er ikke udbredt i Mellemøsten. I Syrien er det en offentlig hemmelighed, at de syriske kurdere snarere støtter end bekæmper Assad, fordi de tror, at chancerne for at få deres eget, autonome område i Syrien er større under ham end under de sunniarabiske islamister, som de forestiller sig i givet fald vil gribe magten, hvis han falder. Og derfor har kurderne heller ikke nogen problemer med at samarbejde med både russere og amerikanere i Syrien, hvilket russerne har kvitteret for ved at love dem et repræsentationskontor i Rusland.

Af samme grund var den første forhandlingsdelegation for oppositionen, som alle havde forventet skulle føre ordet mod Assad-regimet i Genève, også kemisk renset for kurdere. Denne forhandlingskoalition er sammensat af repræsentanter for væbnede sunniarabiske oprørsgrupper, og at det overhovedet er lykkedes for dem at finde fælles fodslag, er i sig selv en bedrift. Det skete først på en todageskonference i den saudiske hovedstad, Riyadh, i december, og til Vestens store tilfredshed endte konferencen endda med en fælleserklæring, hvori grupperne bekendte sig til et demokratisk, sekulært Syrien. Uden Assad vel at mærke, for han er hovedfjenden.

Men de sunniarabiske oprørsgrupper er ikke ene om at mene, at kurderne ikke behøver at være repræsenteret i Genève. Tyrkiet går heller ikke med til det: Og Tyrkiets holdning betyder faktisk noget for, om der kan opnås fred i Syrien, fordi det er et naboland. Netop i disse dage er tyrkerne særligt sensitive over for kurdisk deltagelse: For tyrkisk presse flyder over af rygter om, at russerne er ved at etablere endnu en luftbase i kurdisk kontrollerede områder i Nordsyrien på grænsen til Tyrkiet. Formålet skulle ifølge avisen Hurriyet være at støtte de syriske kurderes terroroperationer mod Tyrkiet.

Hvis det lyder paranoidt, så må man huske, at tyrkerne lige nu tiltror russerne hvad som helst: Siden Tyrkiets nedskydning af et russisk kampfly i russisk luftrum har de været bitre fjender.

For Vesten er det til gengæld overordentligt svært at modsætte sig russernes ønske om, at kurderne kommer med. For dem kæmper vi jo sammen med. Og samtidig er det også svært for os at efterplapre tyrkernes påstand om, at kurderne er terrorister, for hvad så med de andre sunniarabiske oprørere? Russerne har et godt argument, når de siger, at nogle af medlemmerne af den første forhandlingsdelegation, som vi håber vil forhandle fred i Genève, heller ikke er Guds bedste børn. Det kan godt være, at grupper som Ahrar al-Sham, der gnubber skuldre med Al-Nusra (al-Qaedas syriske filial, red.), og de saudisk støttede hardcore-islamister fra Jaish al-Islam selv siger, at de går ind for et sekulært og demokratisk Syrien. Men det har de ligesom til gode at bevise.

Så hvad er det, Moskva opnår ved at kræve, at den nye syriske opposition til Assad også skal med?

Jo, Moskva forhindrer, at der etablerer sig en stærk og erklæret moderat sunni-arabisk koalition som alternativ til Assad. Og det betyder utroligt meget på et tidspunkt, hvor alle er enige om, at der skal afholdes valg i Syrien som led i en fredsløsning. Eftersom flertallet af Syriens befolkning er sunniarabere, er det ret sandsynligt, at et sunni-arabisk alternativ til alawit-shiiten Assad vil vinde et frit og fair valg.

Moskva har endnu en gang vist, at fredsforhandlinger sagtens kan være krigens fortsættelse, blot med andre midler.