Russiske styrker har siden juli sidste år haft gang i en mystisk manøvre i den besatte del af Donetsk-regionen:

De er ved at samle en barriere af togvogne, der strækker sig over 30 kilometer, og som angiveligt består af hele 2.100 forskellige typer af tog. 

Barrieren går under navnet »Tsar-toget«, og den skal muligvis tjene som en alternativ forsvarslinje mod fremtidige ukrainske angreb i området.

Det skriver den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) i dens seneste rapport om krigens gang og henviser til satellitbilleder og ukrainske Telegram-kanaler.

»Den kan betragtes som en separat forsvarslinje, fordi det er ekstremt vanskeligt at beskadige, flytte eller sprænge en 30 kilometer lang metalmasse,« hævder den ukrainske militærblogger Deep State.

Spørger man den svensk-finske oberstløjtnant Joakim Paasikivi, er den russiske handling snarere mystisk:

»Det er forunderligt, og der er ingen fornuftig forklaring på det. (...) jernbanen er den største forudsætning for, at russisk logistik kan fungere,« siger Paasikivi, som underviser på det svenske forsvarsakademi, til Svenska Dagbladet.

Virker kun mod direkte ild

Det fremgår ikke af den amerikanske tænketanks analyse, hvorvidt de russiske styrker har lavet yderligere forstærkninger under vognene, eller om de er fyldt med nogen former for last.

Hvis russerne ikke forsegler togvognene, bliver det svært for specialstyrkerne at bruge barrieren som en alternativ forsvarslinje, mener oberstløjtnanten:

»Som beskyttelse er den kun god mod direkte ild. Artilleri og droner flyver over,« siger Paasikivi, som tilføjer, at barrieren næppe kommer til at påvirke kampene i området. 

Den lange række af togvogne strækker sig fra byen Olenivka syd for byen Donetsk ned til Volnovakha, som ligger nord for Mariupol. 

Den er blevet bygget i løbet af de seneste ni måneder, skriver ISW og henviser til satellitbilleder fra 10. maj 2023 og 6. og 10. februar i år.

»Tsar-toget« er lokaliseret omkring seks kilometer fra den nuværende frontlinje ved landsbyen Novomykhajlivka.

Den amerikanske tænketank vurderer ligeledes i mandagens rapport, at de russiske styrker kan have »andre formål« i tankerne med barrieren. Det er altså fortsat uvist, hvad den er tiltænkt.