En russisk domstol har onsdag beordret lukningen af gruppen Memorials menneskerettighedscenter.
Det skriver det russiske nyhedsbureau RIA.
Det sker, dagen efter at selve menneskerettighedsgruppen Memorial, der er Ruslands ældste af slagsen, blev beordret lukket af en domstol.
Menneskerettighedscenteret er et centralt omdrejningspunkt i den russiske organisation. Centeret opdaterer blandt andet løbende en liste over personer, den opfatter som værende politiske fanger.
Listen inkluderer den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj, der i øjeblikket sidder fængslet lidt uden for Moskva.
Både Memorial-gruppen og menneskerettighedscenteret er af russiske statsanklagere beskyldt for at optræde som »udenlandske agenter«.
Memorial har selv kaldt anklagerne mod gruppen for politisk motiverede.
FN skriver onsdag, at Rusland har besluttet at »opløse to af Ruslands mest respekterede menneskerettighedsgrupper og dermed yderligere svække landets forsvindende menneskerettigheder«.
Beslutningen tirsdag om at beordre Memorial lukket mødte kritik fra store dele af den vestlige verden – herunder fra Danmark.
Udenrigsminister Jeppe Kofod skrev tirsdag på Twitter, at det er »endnu et skridt i den beklagelige nedbrydning af menneskerettigheder i Rusland«.
Også USA har kritiseret Rusland efter tirsdagens afgørelse.
»Vi opfordrer de russiske myndigheder til at stoppe deres chikane af uafhængige røster og menneskeretsforkæmpere,« lød det tirsdag fra Ned Price, der er talsmand i USAs udenrigsministerium.
Atomfysikeren Andrej Sakharov, der var kendt som en prominent dissident i sovjettiden, og som modtog Nobels fredspris i 1975, var i 1989 med til at grundlægge menneskerettighedsorganisationen.
Memorial blev kendt for afdækninger af udrensninger og forfølgelser, der fandt sted under Stalin-regimet. Organisationen var også et symbol for demokratisering i tiden efter sovjetæraen.
Derfor er lukningen også et tegn på, at den politiske frihed er under pres i Rusland. Det vurderer Flemming Splidsboel Hansen, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.
»Vi ser nu, at de russiske myndigheder går efter selv veletablerede organisationer, som er kendte i Vesten. Det gør man, selv om der kan være konsekvenser internationalt i form af kritik.«
»Det vidner om, at styret er blevet mere kompromisløst. Også i forhold til den hjemlige opposition,« sagde han tirsdag.
/ritzau/Reuters



