Et museum i Moskva om de sovjetiske arbejdslejre, Gulag-lejrene, skal erstattes med en udstilling om nazisternes forbrydelser mod Sovjetunionen.
Det oplyser russiske myndigheder.
I senere år har Rusland lukket ned for flere institutioner, der dokumenterer undertrykkelse i sovjettiden.
Gulag-museet blev allerede lukket i november 2024 på grund af brud på regler om brandsikkerhed. Men kritikere så det som et forsøg på at stå i vejen for museets arbejde.
Gulag var i sovjettiden en forkortelse for Glavnoje Upravlenie ispravitelno-trudovykh Lagerej - centralmyndighedernes arbejdslejre.
Det var et meget stort netværk af lejre i især Sibirien og den arktiske del af Rusland.
Omkring 18 millioner sovjetborgere blev sendt til de sovjetiske straffelejre i perioden fra 1929 til 1953, og flere millioner af dem døde af udmattelse og sult.
Museet i Moskva var en af de sidste institutioner dedikeret til at dokumentere sovjettidens politiske undertrykkelse.
Det fremviste blandt andet genstande fra Gulag-ofre, heriblandt breve og andre personlige ejendele.
- Det nye museum kommer til at præsentere en udstilling, der dækker alle dele af nazisternes krigsforbrydelser under Den Store Fædrelandskrig, skriver bymyndighederne i Moskva og bruger det russiske navn for Anden Verdenskrig.
En kilde tæt på museet siger til nyhedsbureauet AFP, at Gulag-udstillingen, som den plejede at være, "bliver fuldstændig afviklet".
- Museets ansatte er dybt bekymrede over, hvad der nu skal ske, siger kilden, der kræver at være anonym, til AFP.
Tidligere har Rusland lukket ned for blandt andet Memorial, som er en af Ruslands ældste menneskerettighedsorganisationer.
Den blev lukket af Ruslands regering i 2021, da den som mange andre blev stemplet som en "udenlandsk agent". Ngo'en, der har modtaget Nobels fredspris, dokumenterede både sovjetundertrykkelse og undertrykkelse i det moderne Rusland.
Europarådet gav i 2021 Gulag-museet sin museumspris.
Sovjetunionen har opgjort sine tab under Anden Verdenskrig til 27 millioner menneskeliv.
/ritzau/AFP
