Mens den russiske præsident, Vladimir Putin, i næsten to timer holdt tale i Moskva, udførte russiske styrker angiveligt et angreb i Ukraine.

Det siger i hvert fald en talsmand for den ukrainske hærs sydlige afdeling.

Angrebet skal have fundet sted i den sydukrainske by Kherson.

»Under den forbandede diktator Putins tale blev fredelige borgere kvæstet og dræbt midt på gaden, i deres hjem og på deres arbejdsplads.«

»Lige nu kender vi til seks dræbte og 12 sårede,« siger den ukrainske talsmand, Vladislav Nazarov, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har tirsdag eftermiddag kommenteret meldingerne om et angreb i Kherson.

»Den russiske hær sender tung beskydning ned over Kherson. Endnu en gang bliver den civile befolkning dræbt,« siger Zelenskyj og fortsætter.

»En parkeringsplads, et højhus og et busstoppested blev ramt.«

Kherson ligger ved floden Dnepr i en region, der også hedder Kherson.

Kherson er en af fire ukrainske regioner, som Rusland under krigen har erklæret russiske efter folkeafstemninger, som Vesten har affejet og fordømt.

De tre andre regioner er Donetsk, Luhansk og Zaporizjzja.

De østlige regioner Donetsk og Luhansk ligger i Donbas. Putin hævder i sin tale tirsdag, at Donbas' indbyggere har håbet på at blive befriet af Rusland.

»Vi gjorde vores bedste for at løse problemet fredeligt. Vi ventede tålmodigt og prøvede fredeligt at forhandle os ud af en svær situation. Men et helt andet scenario blev udtænkt bag vores ryg,« siger den russiske præsident.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.