Rusland beskyldes for at foretage invasion

Ukraine advarer om en »direkte invasion« fra Rusland, efter at 130 russiske lastbiler har krydset landets østgrænse. Konvojen kan spænde ben for kampen mod prorussiske oprørere.

Spændingen mellem Ukraine og Rusland blev væsentligt forøget i går, da det russiske udenrigsministerium meddelte, at de hvide lastvogne, som angiveligt indeholder nødhjælp til oprørerne i det østlige Ukraine, ikke længere ville vente på at blive undersøgt og heller ikke ville vente på eskorte fra Internationalt Røde Kors. I stedet begyndte de at krydse grænsen og blev på ukrainsk side modtaget med jubel af prorussere. Frygten er, at bilerne også indeholder våben til oprørerne. Foto: Sergey Venyavsky / AFP Photo Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

MOSKVA: En russisk nødhjælpskonvoj har sat kurs gennem krigszonen i det østlige Ukraine på trods af rasende advarsler fra regeringen i Kiev.

Lastbilerne krydsede grænsen uden ukrainsk godkendelse og uden ledsagelse af Internationalt Røde Kors. De ukrainske grænsevagter blev forhindret i at gribe ind, da de mindst 130 hvidmalede lastbiler rullede ind over landets østgrænse, siger de ukrainske myndigheder.

Den ukrainske efterretningschef, Valentyn Nalyvajtjenko, betegnede fredag konvojen som »en direkte invasion«. Han gentog samtidig den ukrainske frygt for, at nødhjælpstransporten er et skalkeskjul for våbenleverancer til de prorussiske oprørere. Netop den mistanke skulle ellers afværges af Internationalt Røde Kors. Ifølge en tidligere aftale mellem Rusland og Ukraine skulle lastbilerne inspiceres og ledsages af Røde Kors-medarbejdere. Fredag morgen var 34 af de 120 lastbiler blevet undersøgt at de ukrainske toldere, men kort efter meddelte Rusland, at man havde tabt tålmodigheden.

»Den russiske side har besluttet sig for at handle,« lød det fra det russiske udenrigsministerium, få minutter før lastbilerne begyndte at rulle ind over grænsen mod byen Luhansk, der er en af de prorussiske oprøreres højborge.

Røde Kors siger, at organisationen ikke kunne ledsage konvojen blandt andet på grund af den forværrede sikkerhedssituation i byen.

Rusland anklager Ukraine for at spænde ben for nødhjælpen ved grænsen i dagevis. Det skulle ifølge den russsiske regering ske for at give ukrainske tropper tid til at drive oprørerne ud af både Luhansk og hovedbyen Donetsk inden et planlagt møde mellem den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, på tirsdag.

De ukrainske styrker har de seneste dage intensiveret offensiven mod oprørerne og haft fremgang på slagmarken. Det har Rusland til gengæld gjort sit for at modvirke. Den prorussiske oprørsleder, Aleksandr Sakhartjenko, sagde i sidste uge, at Rusland har ladet 1.200 nye oprørssoldater krydse grænsen fra særlige træningslejre i Rusland, og NATO anklagede fredag Rusland for at sende tungt artilleri med russisk bemanding på missioner ind over grænsen til Ukraine for at hjælpe oprørerne.

Ukraine frygter fuldbyrdet russisk invasion

Indtil videre har Rusland undgået at blive officielt involveret i konflikten. Men den ukrainske regeringschef, Arsenij Jatsenjuk, frygter, at en »provokation« mod nødhjælpskonvojen kan blive en undskyldning for en fuldbyrdet russisk invasion. Derfor vil de ukrainske styrker ikke gribe ind over for konvojen, selv om »ingen ved, hvad der er i lastbilerne,« sagde han i går.

Men selv hvis det ikke kommer så vidt, har nødhjælpskonvojen allerede spillet Rusland kort på hånden. De hvidmalede lastbiler og den uudtalte trussel om militære konsekvenser, hvis de røres, kan i praksis standse dele af den ukrainske offensiv omkring Luhansk. Det sker på et afgørende tidspunkt. De ukrainske tropper har de seneste dage hævdet, at de er på nippet til at drive oprørerne ud af byen. I de kommende dage ventes til gengæld forhandlinger, der kan fastfryse billedet på slagmarken.

Spænding forud for møde med Putin

Lørdag ankommer den tyske kansler, Angela Merkel, til den ukrainske hovedstad. Her vil hun ifølge tyske diplomater blandt andet gøre det klart, at et forsøg på at løse konflikten udelukkende med militære midler kan medføre en uforudsigelig reaktion fra Putin. Nu har Putin allerede reageret. Dermed er indsatsen høj forud for et længe ventet møde tirsdag, hvor EU-topfolk skal mødes med både Putin og Porosjenko i den hviderussiske hovedstad, Minsk.

Putin har ikke lagt skjul på, at han ønsker en form for føderal opdeling af Ukraine, der i praksis vil give Rusland massiv indflydelse i nabolandet. Derfor forsøger Rusland at presse Kiev til at give indrømmelser til de prorussiske oprørere. Ukraine afviser på sin side at anerkende separatistledere, som man anser for terrorister og russiske marionetter. Samtidig er den ukrainske frygt, at jo længere de russisk-støttede oprørere holder stand, desto større bliver risikoen for, at konflikten fryser fast, og oprørerne konsoliderer deres magt.

Ingen er imidlertid uenige i, at der er behov for nødhjælp i det østlige Ukraines sønderskudte storbyer. Men nu er nødhjælpen blevet en brik i storpolitikken. Mens de russiske lastbiler fredag aften nåede frem til Luhansk, sagde regeringen i Kiev, at ukrainsk nødhjælp kort forinden var blevet leveret til en række byer i det østlige Ukraine.