Rusland beskylder Vesten for at blande sig i kommende valg

Vestlige lande har blandet sig i russiske anliggender forud for næste måneds valg, siger Ruslands regering.

Vestlige lande har blandet sig i russiske anliggender forud for næste måneds valg, siger Ruslands regering. Fold sammen
Læs mere
Foto: MAXIM SHIPENKOV / POOL

Ruslands regering siger, at den har beviser på, at visse vestlige lande har blandet sig i Ruslands interne anliggender. Indblandingen er sket forud for det russiske præsidentvalg i næste måned.

Det siger Maria Sakharova, der er talskvinde for det russiske udenrigsministerium, torsdag ifølge Reuters.

Hun taler om »visse vestlige landes destruktive indblanding« i russiske anliggender og understreger, at en »sådan aktivitet må stoppe«.

»Hvis det ikke stopper, må vi træffe skrappe modforanstaltninger,« siger hun.

Det fremgår ikke umiddelbart, hvilke vestlige lande der ifølge den russiske regering har blandet sig i Ruslands anliggender, og på hvilken måde.

USA har anklaget Rusland for at have blandet sig i valgkampen op til det amerikanske præsidentvalg i november 2016, hvor Donald Trump vandt.

/ritzau/Reuters