Ruslands luftforsvarssystemer har natten til søndag skudt en drone ned over Belgorod-regionen i det sydlige Rusland.

Det oplyser Ruslands forsvarsministerium ifølge Reuters.

Ifølge ministeriet er det Ukraine, der har sendt dronen ind over Rusland.

»Der er ingen tilskadekomne og ingen ødelæggelser,« står der i en udtalelse, som er udsendt af Ruslands forsvarsministerium på beskedtjenesten Telegram.

Det fremgår videre, at dronen blev skudt ned omkring klokken 04 lokal tid.

Reuters har ikke kunnet få oplysningerne om hændelsen bekræftet af uafhængige kilder.

Belgorod-regionen grænser op til Ukraine. Rusland har tidligere beskyldt Ukraine for at udnytte »terrorgrupperinger«, der befinder sig tæt på Belgorod, til at udføre angreb mod regionen.

Ukraines regering har på den anden side hævdet, at militser, der angriber Belgorod fra Ukraine, er russere, som er modstandere af præsident Vladimir Putins regime.

Det sker med jævne mellemrum, at Rusland beskylder Ukraine for at sende droner inde over russisk territorium.

Så sent som natten til lørdag forlød det, at Ukraine havde forsøgt at angribe Krim-halvøen med 20 droner. Alle droner blev dog enten skudt ned eller »neutraliseret« ved hjælp af elektronisk udstyr.

Krim-halvøen blev annekteret af Rusland, efter at landet indtog den ukrainske halvø i 2014.

Det er ikke kun Ukraine, der anklages for ganske ofte at ty til droneteknologien for at ramme mål på fjendens territorium. Beskyldningerne går også den anden vej.

Flere gange er droner blevet skudt ned i og omkring den ukrainske hovedstad, Kyiv. Også Odesa-regionen og havnebyen Odesa ved Sortehavet har ifølge Ukraine været mål for russiske droneangreb flere gange.

Brugen af drone ser ud til at være intensiveret i 2023 sammenlignet med sidste år, hvor Rusland indledte sin krig mod Ukraine.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.