En russisk efterretningstjeneste mener, at Ukraine fik hjælp fra både USA, Storbritannien og Polen til at planlægge deres nylige indtog i den russiske region Kursk.
Det skriver den russiske avis Izvestija, som citerer en kilde i SVR, en russisk efterretningstjeneste, der arbejder med udenlandske efterretninger.
- Ukraines Væbnede Styrkers indtog i Kursk-regionen blev forberedt med deltagelse fra amerikanske, britiske og polske efterretningstjenester, citerer Izvestija den russiske efterretningstjeneste SVR for.
- Styrkerne, som er en del af indtoget, blev kampmæssigt koordineret i øvelsescentre i Storbritannien og Tyskland, lyder det videre.
SVR oplyser til Izvestija, at det har "pålidelig information", men fremlægger ikke i avisen dokumentation for påstanden.
Den ukrainske offensiv i Kursk begyndte i begyndelsen af august.
Et af målene er at skabe "en bufferzone" på russisk område, lød det søndag fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Ukraine har sagt om Kursk-offensiven, at landet ikke ønsker at overtage russisk land permanent.
Men Zelenskyj har tidligere omtalt områderne i Kursk som en "udvekslingsfond". Dermed har han antydet, at de kan indgå som led i en fremtidig byttehandel.
Rusland har sagt, at enhver form for fredsforhandlinger skal indebære, at Ukraine afgiver land svarende til omkring en femtedel af det samlede ukrainske territorie.
Det er regionerne Donetsk, Luhansk, Kherson og Zaporizjzja samt Krim-halvøen. Rusland har erobret store dele af de regioner og holdt folkeafstemninger om at indlemme regionerne i Rusland.
Folkeafstemningerne er blevet kaldt ugyldige og ulovlige i Vesten.
Ukraine har meldt sig klar til forhandlinger, hvis Ukraines suverænitet respekteres.
/ritzau/Reuters
