Under krigen i Ukraine har Rusland rekrutteret mange tusinde mordere, tyve og andre fangere fra de russiske fængsler og kastet dem ud i kamp.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, underskrev en lov i november 2022, der gjorde det muligt at tvinge indsatte i russiske fængsler til at kæmpe mod Ukraine.

Allerede sidste sommer fik forbrydere det samme tilbud fra Jevgenij Prigozjin, der er kendt som leder af de brutale lejesoldater, som kalder sig Wagner-gruppen.

Prigozjin er blevet styrtende rig på at leje sine soldater ud og har for vane at dukke op, når Putin har behov for hjælp.

Kriminelle fangere blev lovet både amnesti og penge til gengæld for at deltage i krigen på Ruslands side.

»De kan tilbyde en månedsløn på 200.000 rubler,« lød det dengang fra Emil Rottbøl, Berlingskes Rusland-korrespondent.

Det kræver naturligvis, at de overlever. Men ifølge en russisk fange, der har kæmpet i det russiske militær, så er det kun tilfældet for få personer.

Fangerne får nemlig en meget sparsom træning, før de bliver sendt afsted, og Rusland behandler sine egne som »kanonføde« i krigen, fortæller CNN i videoen.

Siden begyndelsen af året har Rusland arbejdet intenst på at få flere støvler på jorden i krigen, og forsvarsministeriet har derfor skruet drastisk op for at rekruttere fangere.

Og de er ikke allesammen hårdkogte kriminelle. Moderen til en ung indsat, der var fængslet for en narkodom, fortæller:

»Jeg var bange for, at han ville dræbe nogen. Fordi jeg kan leve med min søn som narkoman, men min søn som morder, det var svært for mig at acceptere det.«

Hendes 23-årig dreng døde allerede på den dag, hvor han forlod fængslet. 60 andre omkom samme dag.

En tidligere fange fortæller, at han blev skudt to gange og alligevel sendt tilbage i kamp. Han blev rekrutteret sammen med 600 andre tilbage i oktober, hvoraf kun 170 stadig er i live, og kun to af dem uden nogen skader, siger han.

Dødsraten blandt de løsladte forbrydere er »svær at fatte,« siger CNN.

De tidligere fanger, nu soldater i krig, kunne gå i flere dage uden noget mad eller drikke. Kilden i videoen øverst i artiklen takker Gud for, at det var vinter, så de kunne »drikke« af sneen.