Det russiske forsvarsministerium oplyser onsdag aften, at 498 russiske soldater er dræbt under angrebet i Ukraine.

Det er første gang, at Rusland sætter tal på, hvad knap en uges krig i Ukraine har kostet i menneskeliv i den russiske hær.

1597 russiske soldater er såret, lyder erklæringen, der bliver bragt på det statslige tv.

Jørgen Meedom Staun, som er lektor i international politik på Forsvarsakademiet, kalder det en helt ny kurs i den russiske kommunikation.

– Det er et markant skifte. Søndag var første gang, at de overhovedet indrømmede, at der var sårede og dræbte under »specialoperationen i Ukraine«, som de kalder det.

»Jeg vil tro, at det har noget med det pres, der må være kommet fra russiske familier, som ikke kan forstå, hvor deres kære er henne,« siger han.

I forbindelse med konflikten har der ifølge Jørgen Meedom Staun været flere meldinger om russiske familier, der ikke har vidst, hvor deres kære har befundet sig.

På internettet florerer flere videoer og lydklip med tilfangetagne russiske soldater, som via telefon oplyser deres chokerede familiemedlemmer, at de er krigsfanger i Ukraine.

Jørgen Meedom Staun tolker meldingen om dødstallene som en forsigtig indrømmelse fra russisk side om, at landet faktisk er i krig.

Det kan også betyde, at Rusland vil gå hårdere til værks, lyder vurderingen.

Jørgen Meedom Staun tror, at man kan stå over for en ny og måske mere blodig fase i krigen, og man ønsker undgå, at højere dødstal senere med denne melding skal komme som et chok for den russiske befolkning.

Onsdag oplyste russisk stats-tv desuden, at antallet af dræbte ukrainske soldater og »nationalister« er 2870. Cirka 3700 er såret ifølge de russiske tal. Tallene er ikke bekræftet af andre kilder.

Nationalister er formentlig en henvisning til de mange frivillige, der har meldt sig til kamp i forsvaret for Ukraine. De kan kendes på deres gule armbind af plastic.

Oplysningen om dræbte kommer samtidig med, at forhandlere fra Ukraine og Rusland mødes for anden gang onsdag aften. Fra ukrainsk side med håb om, at Rusland stopper sit angreb.

Ukraine hævder onsdag aften, at over 7000 russiske soldater er blevet dræbt under konflikten, samt at hundredvis af russiske soldater er taget til fange.

/ritzau/Reuters