41 minearbejdere er mandag formiddag fanget under jorden, efter at et ukrainsk angreb ramte Biloritjenska-minen i den russiskkontrollerede region Luhansk i det østlige Ukraine.

Det siger Ruslands guvernør i regionen, Leonid Pasetjnik, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Der udvindes kul i Biloritjenska-minen.

- Alle relevante myndigheder arbejder på at redde minearbejderne og på at få strømmen tilbage til minen, siger Leonid Pasetjnik.

Han tilføjer, at myndighederne har kontakt til minearbejderne, og at der er blevet sendt vand ned til dem.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne eller omkomne efter angrebet.

Rusland hævdede i 2022 at have annekteret Luhansk. Allerede i 2014 proklamerede prorussiske separatister i regionen, at de havde etableret en udbryderrepublik med navnet Folkerepublikken Luhansk.

/ritzau/