Rushy Rashid : - Det værste der kunne ske

Dansk-pakistaneren Rushy Rashid beskriver mordet på Benazir Bhutto i dag, som ’det værste, der kunne ske’. Hun frygter, at Pakistan kastes ud i borgerkrig.

Rushy Rashid: -Det var det værste der kunne ske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Helsinghof

Mordet på Pakistans oppositionsleder Benazir Bhutto kan kaste det urolige land ud i en regulær borgerkrig.

Det frygter den dansk-pakistanske forfatter Rushy Rashid, efter at Bhutto, der var leder af Pakistans Peoples Party, PPP, i dag blev dræbt af en selvmordsterrorist efter et valgmøde i Rawalpindi.

”Håbet var jo, at Bhutto i kraft af sin opbakning fra Vesten kunne stabilisere Pakistan. Men det håb er nu dødt sammen med hende. Det var det værste, der kunne ske,” siger Rushy Rashid, hvis familien igennem årtier har været engageret i PPP og senest mødte Benazir Bhutto, da hun i april 2007 var i København.

”Dette kan starte en borgerkrig. Nu bliver det alles krig mod alle,” siger Rushy Rashid, der i flere bøger har beskrevet sin egen og familiens vej fra Pakistan til den nye tilværelsen i Danmark.

Rushy Rashid Højbjerg har siden 2005 været medlem af kommunalbestyrelsen i Hvidovre valgt for Socialdemokraterne. Men hun udtræder med udgangen af denne måde af

Rushy Rashid Højbjerg frygter, at drabet på Bhutto nu skal bane vej for den anden førende oppositionsskikkelse, Nawaz Sharif, der har sin primære internationale støtte fra Saudi-Arabien.

”Det tror jeg ikke vil føre noget godt med sig for Pakistan,” siger hun.

Nawaz Sharif, der i mange år levede i eksil i Dubai, har i de seneste uger ført valgkamp i Pakistan, selvom han har fået forbud mod at stille op ved valget.

Han og Benazir Bhutto havde så sent som natten til torsdag en telefonsamtale på Bhuttos foranledning i bestræbelserne på at undgå svindel i forbindelse med parlamentsvalget, der skal finde sted 8. januar. Det er i øjeblikket uklart, om valget gennemføres som planlagt.