Rumba-kongen Edmundo Ros blev 100 år

Edmundo Ros, manden med den sprøde stemme, der gjorde de latinamerikanske rytmer populære i Europa, er død.

Edmundo Ros og hans orkester optræder i København i november 1968. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tage Nielsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den latinamerikanske musiker og sanger Edmundo Ros er død i sit hjem i Spanien i en alder af 100 år, oplyser underholdningsbranchens broderorden The Grand Order of Water Rats.

- Han døde fredfyldt i nat i sit hjem i Spanien to måneder inden, han ville være fyldt 101 år, siger ordenens sekretær John Adrian.

Ros var sin generations mest kendte musiker inden for den rumba-genre, der blev populær i Storbritannien under Anden Verdenskrig og i årene med smalhals umiddelbart derefter.

Edmundo Ros og hans orkester indspillede hundredvis af LP'er og solgte millioner af plader.

Storbritanniens dronning Elizabeth II, var en prinsesse, da hun i 1940'erne for første gang lod sig se danse offentligt. Og dette skete til tonerne af Edmundo Ros og hans orkester.

Ros blev født i Trinidad den 7. december 1910. Hans mor var venezuelansk, men faderen var af skotsk oprindelse.

Han studerede ved Det Kongelige Musikakademi i London, og snart blev Edmundo Ros and his Orchestra et kendt og populært navn på natklubber og restauranter i den britiske hovedstad.

Hans melodi "The Wedding Samba" (1949) solgte tre millioner eksemplarer, mens hans album "Rhythms of The South" (1958) solgte en million eksemplarer.

I 1975, i en alder af 64 år, opløste Ros sit berømte band.

Hans musik er dog fortsat efterspurgt. I denne sæson af TV2's "Vild med Dans" tog Kaya Brüel og Steen Lund kegler, da parret kastede sig ud i en cha-cha-cha til tonerne af netop Edmundo Ros og hans orkester.