Rumænien sprænger klippe i Donau for at sende vand til atomreaktor
Lav vandstand i Donau har skabt problemer med at køle atomkraftværker, og i Rumænien afsøger man nye metoder.

Lav vandstand i Donau har skabt problemer med at køle atomkraftværker, og i Rumænien afsøger man nye metoder.

Rumænien har mandag sprængt et klippefremspring i stykker i den tørkeramte flod Donau for at sende mere vand til landets eneste fungerende atomreaktor.
Sprængningen sendte store mængder vand og sten i vejret, viser billeder.
Formålet er at kunne anlægge en midlertidig dæmning.
Den skal sende mere vand ud i den forgrening af floden, hvor Cernavoda-atomkraftværket ligger.
En af kraftværkets to reaktorer blev taget ud af drift allerede i sidste uge på grund af mangel på kølevand.
Det usædvanlige tiltag understreger udfordringerne med at skaffe nok energi i hele regionen.
I nabolandet Ungarn håber myndighederne på to dage mere med energi fra deres eneste atomkraftværk.
Også her har den faldende vandstand i Donau været et problem, da floden også her bruges til at køle værket ned.
Over hele Europa har varme og tørke sænket vandstanden i floderne. Det har skabt bekymring for både vandforsyning, transport på floderne og elforsyning.
I Rumænien ventes arbejdet med at omdirigere vandet at være færdigt onsdag, oplyser den rumænske flåde.
- Enhver dag efter onsdag eller torsdag, hvor atomkraftværket er i drift, er en gevinst, siger landets forsvarsminister Radu Miruta.
- Én dag, hvor det er i drift, er tre gange mere effektivt end omkostningerne ved denne operation, fortsætter ministeren.
Både i Rumænien og Ungarn har regeringerne bedt befolkningen og virksomheder om at spare på strømmen.
I Rumænien er de Renault-ejede bilfabrikker, som producerer Dacia- og Ford-biler, gået med til at stoppe produktionen frem til 19. august.
Det eneste atomkraftværk i Ungarn er Paks-værket, som normalt producerer omkring halvdelen af landets strøm.
Tidligere lød det, at værket kunne være nødt til at lukke ned søndag. Men mandag kører det fortsat - dog på blot ti procent af sin kapacitet.
- I dag og måske i morgen kan den sidste turbine, der producerer 240 megawatt, blive ved med at fungere, siger den ungarske premierminister, Peter Magyar.
Han kalder det "meget gode nyheder", da der dermed kan undgås en total nedlukning på dage, hvor der forventes meget stort forbrug.
Donau - Europas næstlængste flod - har en længde på 2857 kilometer. Den løber igennem ti lande. Det er Tyskland, Østrig, Slovakiet, Ungarn, Kroatien, Serbien, Bulgarien, Rumænien, Moldova og Ukraine.
RITZAU/Reuters