Rudy og Hillary bombet agterud

De stod til at løbe med det hele. Men så kom årets største overraskelse i vejen: De amerikanske efterretningstjenesters afsløring af, at Iran allerede i 2003 standsede

For bare få uger siden syntes det amerikanske primærvalg afgjort på forhånd. Kampen om Det Hvide Hus skulle stå mellem to New Yorkere. Clinton mod Giuliani. For første gang i over 60 år skulle storbyfolket få, hvad der rettelig tilkom dem, en præsident, og provinsen måtte finde sin plads i andet geled.

Men ak, så hurtigt det kan vende. Nu fortoner New Yorker-opgøret sig hastigt i horisonten, konstaterede formiddagsavisen New York Post med nogen bitterhed forleden dag, og hvem kan man så takke det for?

Iran. Af alle.

Så sent som i efteråret var New York oppe i det røde felt, da den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, var på besøg. Han ville lægge en krans ved Ground Zero for at mindes ofrene fra 11. september 2001, men det fik han lige godt ikke lov til. Det kunne bare ligne, lød det fra bl.a. Rudy Giuliani og Hillary Clinton – på det tidspunkt absolutte storfavoritter til at vinde nomineringen til næste års amerikanske præsidentvalg for hvert sit parti, Giuliani for Republikanerne, Clinton for Demokraterne. Besøget var en hån, mente de, og i TV-debatter konkurrerede de om, hvem der var den største høg over for Teheran.

»Hvis jeg bliver præsident, så garanterer jeg, at vi aldrig vil finde ud af, hvad Iran vil bruge et atomvåben til, for jeg vil se til, at de aldrig får et atomvåben,« lød det sabelraslende fra Giuliani.

Hillary Clinton fulgte trop og stemte som eneste demokratiske præsidentkandidat for et lovforslag, der gav præsident George W. Bush mulighed for at erklære Irans elitehær, den revolutionære garde, for en terrororganisation – bl.a. på grund af dens forbindelse til Irans udvikling af atomvåben.

Stop!

Vi er lige nødt til at spole tilbage. For den sidste sætning viste sig i den forgange uge at kræve et forbehold af den type, der ændrer historieskrivningen. En ny rapport fra det samlede amerikanske efterretningsvæsen blev offentliggjort i tirsdags, og i den gør 16 efterretningstjenester op med formodningen om, at Iran er i gang med at bygge en atombombe.

»Vi vurderer med en høj grad af overbevisning, at Teheran i efteråret 2003 stoppede sit atomvåbenprogram,« hedder det i rapporten: »Vi vurderer med moderat overbevisning, at Teheran ikke har genåbnet sit atomprogram per medio 2007.«

Har iranerne planer om at genoptage det i fremtiden? Det er svært at sige, men i efterretningstjenesternes øjne synes Teheran at være »mindre opsatte på at udvikle atomvåben, end vi har vurderet siden 2005«, og i givet fald vil de tidligst kunne have et våben klar i slutningen af 2009. Men selv det scenarium anses for at være »meget usandsynligt«. Mere sandsynligt vil det først være klart efter 2013.

Dermed er vi bragt på omgangshøjde med virkeligheden igen, og for især Giuliani og Clinton er det en brat omvæltning at skulle forholde sig til. De havde gjort Iran til deres »sikkerhedspolitiske tema nummer et«, som Wall Street Journal påpeger, og politiske historikere talte allerede om, at Iran – og ikke Irak – ville blive det definerende tema i 2008-valgkampen. Men det synes nu udelukket.

»Det her sender Rudy Giuliani ud af ræset,« spår forfatteren og kommentatoren Andrew Bergman ligefrem på web-avisen Huffington Post: »Hvad han har er 11. september og alle fremtidige 11. september. Han var fyren, der skulle fjerne Bin Laden og så banke på Ahmadinejads dør. Men hvis de ikke er lige ved at få atombomber, hvad helvede skal vi så bruge Rudy til? Jeg tror, iranerne lige trak det flyvende tæppe væk under ham.«

Rudy Giuliani, den tidligere borgmester for New York, er allerede begyndt at ændre retorik. Han snakker ikke længere om at bombe Iran, men om at fortsætte med sanktioner og skrappe forhandlinger. Han slæber imidlertid rundt på en bagage, som tynger ham. En af hans nærmeste udenrigspolitiske rådgivere er den nykonservative ideolog, Norman Podhoretz, der for nylig skrev en bog om, at Vesten lige nu udkæmper en verdenskrig med islamisterne, og hvad angår Iran, skal de bombes – hellere i dag end i morgen.

»Jeg besluttede mig for at tilslutte mig Giulianis stab, fordi hans syn på den krig, jeg kalder Fjerde Verdenskrig, ligger meget tæt på mit eget, og fordi han har kvaliteterne, en leder i krigstid skal have, herunder fighterånd og vilje til at vinde,« sagde Podhoretz for nylig til Newsweek.

I denne uge måtte han så erkende, at den nye efterretningsrapport var et »alvorligt slag« imod hele fundamentet i hans trusselsvurdering. For i næste sekund at vifte den erkendelse bort og beskylde efterretningsvæsenet for at »underminere« præsidenten med det formål at forhindre ham i at gøre det eneste rigtige – bombe Iran. Rudy Giuliani kan nu se frem til at skulle svare på, om han er enig i den konspirationsteori.

For Hillary Clinton er tilværelsen heller ikke blevet lettere. Hun var kommet så langt foran i meningsmålingerne, at hun begyndte at rette blikket mod selve præsidentvalget, og her ville hun sikre sig imod republikanske angreb om at være for blød i udenrigspolitikken. Derfor stemte hun for at erklære den iranske hær for en terrorgruppe. Derfor anklagede hun i fjor Bush for at være for svag i sin Iran-politik. Derfor har hun kaldt sin nærmeste rival, Barack Obama, for naiv, fordi han er villig til at indlede en dialog med iranerne uden at stille forhåndsbetingelser. Nu snakker også hun pludselig om mere diplomati uden betingelser, men så let slipper hun ikke.

»At erklære en militærgruppe under den iranske stat for en terrororganisation – hvordan skal det forestille at være diplomati,« spurgte en anden af hendes demokratiske modstandere, John Edwards, i en radiodebat tirsdag. Han anklagede hende for at begået samme fejl, som da hun i 2002 stemte for Irak-krigen.

»Vi har en virkelig forskel her. Iblandt de demokratiske kandidater er der kun en, der har stemt for resolutionerne, og det er præcis, hvad præsident Bush og vicepræsident Cheney har ønsket,« sagde Edwards.

Ifølge journalisten og kommentatoren James Fallows fra magasinet The Atlantic har udviklingen bragt Clinton i et umuligt dilemma: På den ene side er hun som kvinde bange for at blive opfattet som blød, og han udtrykker forståelse for, at hun derfor har måttet gardere sig mod den opfattelse ved at stemme for krigen mod Irak og senest Iran-resolutionen.

»Men spørgsmålet er: Hvornår stopper det,« indvender Fallows. Det kan godt være, at Clinton i virkeligheden er blød indeni og ønsker at fremme fredelige kontakter til omverdenen. Men hvis hun ikke mener at kunne vise den side nu – og vinder præsidentvalget: hvad skal så overbevise hende om at skifte stil op til midtvejsvalget i 2010 og derefter sit eget genvalg i 2012? »I det lange løb er der så nogen forskel mellem en kandidat, der er nødt til at ’ligne’ en høg i spørgsmål som Irak og Iran, og en kandidat der rent faktisk er en høg,« spørger han.

Selvfølgelig ikke, svarer kollegaen fra The Atlantic, Andrew Sullivan. Hillary Clinton har villet spille høg – eller er i virkeligheden blevet en høg – fordi hendes »dybeste parameter« er en taktisk overbevisning om, at hun er nødt til at beskytte sig selv mod angreb fra højre.

»Hun kan ikke vriste sig fri af den spændetrøje på dette tidspunkt i sin karriere og ved at forblive der, er hun ikke i stand til at tilpasse sig den udvikling, der sker omkring hende. Hvis hun taber, vil det være forklaringen,« mener Sullivan.

Så på den måde synes valgkampen alligevel at kunne ende i et skæbnefællesskab mellem de to New Yorkere. Om end med en mulig udgang, ingen af dem havde forudset.