Den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, varsler en omstrukturering af sit ministerium.

Det fremgår af en pressemeddelelse tirsdag.

Ministeren omtaler det som en »omfattende reorganiseringsplan«.

»Regionsspecifikke funktioner vil blive sammenlagt for at øge funktionaliteten, overflødige kontorer vil blive fjernet, og ikke-lovbestemte programmer, der ikke er i overensstemmelse med USAs kerneinteresser, vil ophøre med at eksistere,« står der.

I februar sagde USAs præsident, Donald Trump, at der ville komme ændringer i udenrigstjenesten – den del af statsadministrationen, der varetager statens forhold til andre stater.

Amerikanske embedsmænd sagde i marts, at ministeriet gjorde klar til at lukke næsten et dusin konsulater.

Af tirsdagens melding fremgår det dog ikke, om konsulater vil blive lukket. Hvorvidt der kommer fyringer som følge af planen – og i så fald hvor mange – fremgår heller ikke.

Udenrigsministeren mener, at ministeriet igennem årene er blevet »oppustet, bureaukratisk og ude af stand til at udøve sin afgørende diplomatiske opgave i denne nye æra, hvor der er stor konkurrence mellem magterne«.

Rubio er også den, der administrerer USAID, som er USAs agentur for udviklingsbistand og verdens største enkeltdonor.

Her har Trump-administrationen besluttet at stoppe størstedelen af udviklingsprogrammerne.

The New York Times havde tidligere fået indsigt i et udkast til et præsidentielt dekret og skrevet, at der var store ændringer på vej i ministeriet.

På X afviste Rubio dengang historien.

Det her er falske nyheder. The New York Times er endnu en gang blevet offer for et fupnummer.

/ritzau/Reuters