USA's udenrigsminister, Marco Rubio, advarer Israel mod at annektere Vestbredden.

Skridt mod en annektering kan true den fredsaftale, som den militante bevægelse Hamas og Israel i forrige uge blev enige om, advarer ministeren.

Meldingen fra Rubio kommer, inden han natten til torsdag går om bord i et fly til Israel, som han besøger torsdag og fredag, skriver nyhedsbureauet AFP.

Onsdag gav et flertal af politikerne i det israelske parlament, Knesset, grønt lys til det videre arbejde med to lovforslag, der omhandler en annektering af den israelsk-besatte vestbred.

- Jeg synes, at præsidenten (Donald Trump, red.) har gjort det meget klart, at det ikke er noget, som vi kan bakke op om lige nu. Vi mener, at det kan true fredsaftalen, siger Rubio ifølge AFP om lovforslagene og fortsætter:

- De (Israel, red.) er et demokrati, de holder deres afstemninger, og folk vil indtage de her holdninger. Men på nuværende tidspunkt er det noget, som vi mener kan være kontraproduktivt.

Journalister spørger Rubio til det stigende antal af voldelige episoder fra israelske bosættere mod palæstinensere på Vestbredden. Hertil svarer ministeren ifølge AFP:

- Vi er bekymrede over alt, der truer med at destabilisere det, vi har arbejdet for.

Et af de omtalte lovforslag er blevet fremsat af Avi Maoz, der er formand for det ultrakonservative parti Noam, skriver det israelske medie Jerusalem Post.

Maoz var en af flere israelske politikere, der i sidste uge valgte at boykotte en tale, som Trump holdt i Knesset.

Et snævert flertal af israelske politikere stemte onsdag for lovforslaget om en israelsk annektering af Vestbredden.

Forslaget skal nu behandles i Knessets udenrigs- og forsvarsudvalg, inden der igen skal stemmes om det i parlamentet, skriver Jerusalem Post.

Hamas skrev i en udtalelse onsdag, at bevægelsen fordømmer lovforslaget.

- Det afspejler den koloniale besættelsesmagts grimme ansigt, lød det ifølge Jerusalem Post fra den militante bevægelse.

/ritzau/