Rubio kalder bosætteroverfald mod fotograf for foruroligende
USA's udenrigsminister, Marco Rubio, mener, at Israel skal slå hårdt ned på vold fra bosættere på Vestbredden.

USA's udenrigsminister, Marco Rubio, mener, at Israel skal slå hårdt ned på vold fra bosættere på Vestbredden.

USA's udenrigsminister, Marco Rubio, siger, at de seneste billeder af bosættervold på Vestbredden er "foruroligende".
Det sker til journalister, da han lørdag går om bord på et fly til Usbekistan, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det gælder ifølge Rubio blandt andet billeder fra en hændelse, hvor en amerikansk fotojournalist blev overfaldet.
Han opfordrer Israel til at slå hårdt ned på volden i området.
- Vi er meget foruroligede over de billeder og det, vi ser, siger han.
- Vi har bedt israelerne om - og beder dem fortsat om - at slå ned på den slags.
Han udtaler sig, efter at en video har vist flere personer angribe Heidi Levine, som er en amerikansk fotojournalist fra avisen The Washington Post.
Hun var en af mindst to personer, der kom til skade ved hændelsen fredag, hvor israelske bosættere angreb palæstinensiske civile.
Rubio siger, at det amerikanske udenrigsministerium har bedt om at få udleveret alle oplysninger om hændelsen.
Han forventer at få et svar fra USA's ambassade i Jerusalem senest søndag, siger han.
Også USA's ambassadør i Israel, Mike Huckabee, har på det sociale medie X lørdag kommenteret hændelsen, hvor Heidi Levine blev udsat for det, han kalder et "brutalt og fejt angreb".
- Vi har krævet en fuld efterforskning samt anholdelse og retsforfølgelse i videst muligt omfang af alle, der deltog i dette. At angribe en kvindelig fotograf er en afskyelig terrorhandling begået af maskerede kujoner, lød det i X-opslaget fra ambassadøren.
- En vanærende og meningsløs voldshandling.
Heidi Levine blev ifølge nyhedsbureauet AFP indlagt på hospitalet med brud på ryghvirvlerne. Lørdag blev hendes tilstand beskrevet som moderat.
Hun har dækket palæstinensernes årlige olivenhøst, som gentagne gange er blevet forstyrret af israelske bosættere.
Ifølge øjenvidner slog bosættere hende og stjal hendes pas, telefon, pung og udstyr, skriver AFP.
RITZAU