Rubio forsvarer angreb mod narkobåde: Det er som en kræftsygdom
Angreb mod påståede narkobåde er nødvendige, hvis ikke karteller skal ødelægge Latinamerikas lande, lyder det.

Angreb mod påståede narkobåde er nødvendige, hvis ikke karteller skal ødelægge Latinamerikas lande, lyder det.

USA's udenrigsminister, Marco Rubio, har under et besøg i Ecuador onsdag forsvaret USA's omdiskuterede angreb på både, der er mistænkt for at være del af narkosmugling i regionen.
Han argumenterer for, at latinamerikanske karteller vil "æde disse lande levende", hvis ikke de bliver stoppet.
Rubio har denne uge besøgt Colombia og Ecuador. I Ecuador mødtes han med landets præsident, Daniel Noboa, i hovedstaden Quito.
Rubio fremhæver efter mødet det, han beskriver som en ny generation af konservative ledere, der vokser frem i regionen - og som er allierede med USA's præsident, Donald Trump.
Trumps administration oplever, at samarbejdspartnerne er villige til at gå "meget aggressivt" til værks mod kriminelle grupper, siger udenrigsministeren.
Han siger også, at operationerne vil fortsætte.
- Hvis man ikke konfronterer disse grupper, vil de æde disse lande levende. Det er som en kræftsygdom, der fortsætter med at vokse, indtil man bogstaveligt talt ikke længere har en stat.
- Jeg er glad for, at vi har ledere i den her region, som tager det at gå efter disse grupper så alvorligt, for hvis vi ikke havde det, ville vi få det ene fejlslagne land efter det andet, siger Rubio.
Siden republikanske Trump vendte tilbage til magten i USA, har landet udført en række luftangreb mod fartøjer, der sejler på ruter, der er kendt for at blive brugt til narkotikasmugling, i Caribien og i det østlige Stillehav.
Ifølge tal fra USA's forsvarsministerium, Pentagon, har angrebene dræbt mere end 200 personer.
Menneskerettighedsorganisationer, fiskere og deres pårørende har hævdet, at fartøjer er blevet angrebet uden tilstrækkelige beviser for, at de havde forbindelser til narkotikasmugling.
Eksperter har også sat spørgsmålstegn ved, om angrebene reelt bidrager til at begrænse mængden af kokain og andre former for narkotika til USA.
I de seneste uger har der ifølge nyhedsbureauet AFP været tegn på en ændring i taktikken for angrebene. Fælles amerikansk-ecuadorianske patruljer har fjernet besætninger fra mindst seks både, inden fartøjerne er blevet sænket.
Rubio siger, at beslutningerne bliver truffet individuelt fra sag til sag, og at det afhænger af den trussel, et fartøj udgør, dets placering og den lokale lovgivning.
Adspurgt til, hvorvidt fartøjer fortsat vil blive ødelagt i angreb, svarer Rubio:
- Jamen igen, det afhænger af situationen, og vi sprænger stadig skibe i luften.
Han mener, at fokus bør være på at skabe forstyrrelser på ruterne til narkosmugling frem for på de metoder, der anvendes mod enkelte mål.
Torsdag skal Rubio til Peru, som er sidste stop på hans tur i Latinamerika.
RITZAU/AFP