Rompuys store flop

Forhandlinger om unionens lederskab blev til et bittert øst-vest opgør i Bruxelles på et topmøde, der lige så godt kunne have været aflyst.

Herman Van Rompuy fik intet ud af anstrengelserne på topmødet. Foto: Georges Gobet/AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: GEORGES GOBET
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når man skriver haiku-digte, kan der ikke ændres eller fjernes bare et enkelt ord, uden at digtet bryder helt sammen. Når man fordeler EUs topposter, er balancen langt mere kompleks end haiku-reglen om de tre linjer med de fem, syv og fem sanselige stavelser.

Herman Van Rompuy, leder af Det Europæiske Råd, er passioneret og anerkendt haiku-digter og hidtil bredt anerkendt som politisk mesterstrateg med sans for at overkomme alle former for benspænd. Men natten til torsdag blev alt umuligt, selv om Rompuy i optakten til topmødet brugte en skriftestolsprocedure med tohånds­konsultationer, der som den eneste gav ham overblik og skånede de tilrejsende stats- og regeringschefer mod åbne kandidaturers risiko for offentlig ydmygelse, hvis et valg gik dem imod.

Overskuelige konsekvenser

Sammenbruddets praktiske konsekvenser er overskuelige, og alt skal såmænd nok nåes. Om ikke andet så med en EU-Kommission, der fungerer som et forretnings­ministerium i den tid, det tager at indhente de syv uger, som en endelig kabale nu er udsat med.

Rompuy har styret EU igennem langt mere komplekse forhandlinger, eksempelvis ved maratontopmøderne, der førte til euroens redning, og derfor kan det overraske, at han ikke kom i mål denne gang. For når han valgte at gennemføre top­mødet, var det med deltagernes forventning om, at han kunne lande i det mindste en udenrigs­kommissær, hvis ikke en fuld kabale­lægning med hans egen afløser samt en eurogruppeformand kunne lykkes.

Allerede mandag var der rygter om, at det på grund af stærk østlig modstand mod det italienske bud på en udenrigs­kommissær ikke ville blive muligt at nå til enighed om en fuld pakke. Men Rompuy valgte at gennemføre mødet, og ifølge Berlingskes centralt placerede kilder kunne man have gennemført en afstemning om den italienske kandidat til udenrigsposten, og den ville hun have vundet.

Men så er vi tilbage ved Rompuys forkærlighed for benspænd som i haiku-digtene: Efter junitopmødet, hvor Jean-Claude Juncker blev valgt som kommissions­formand efter en afstemning, der isolerede den britiske premierminister, David Cameron, og hans ungarske kollega, Viktor Orban, krævede og fik Rompuy opbakning til, at resten af posterne skulle fordeles med enstemmighed.

Spillet om kommissærposterne

Parallelt med toppostfordelingen er spillet i gang om EU-kommissærposterne, og fordelingen af de 28 kommissærposter spiller en helt central rolle i fordelingen af de tre topposter. Den nyvalgte kommissions­formand, Jean-Claude Juncker, bestemmer den endelige sammensætning af EU-­­Kommissionen. Men ifølge Rompuy-lejren var Juncker natten til torsdag ikke så langt med sin egen kabale – blot 12 lande har meldt deres kommissærbud ind – at han kunne give tilsagn til lande, der krævede tunge kommissionsposter mod indrømmelser om de tre topposter.

Men det var abekast i modvind at bebrejde Juncker for manglende fremskridt, for det var Rompuy og EU-lederne selv, der ved junitopmødet bestemte, at kabaletopmødet skulle være onsdag. Oprindeligt havde de oven i købet lagt det samme dag, som Juncker skulle udpeges, og kun fordi EU-Parlamentet fremrykkede blåstemplingen af Juncker ved en afstemning i Strasbourg med en dag, lå det hele ikke oven i hinanden. Ved et natligt pressemøde forsøgte Rompuy at berolige med, at han havde stået bag otte regeringsdannelser i sit politisk dysfunktionelle hjemland, Belgien, hvor en regeringsdannelse sagtens kan tage år.

»Så snart vi har besluttet en udenrigskommissær – mand eller kvinde – vil resten falde på plads ret hurtigt,« sagde han.

Finlands statsminister, Alexander Stub, sagde, at EU-lederne må finde den rette balance mellem politiske partier, nord og syd, mænd og kvinder.

»Der skal tages højde for meget, men det vigtigste er kompetence«.