Romney står foran politisk comeback til ærgrelse for Trump

USA's længst siddende senator genopstiller ikke i Utah. Mitt Romney er klar til at afløse, fortæller kilder.

Mitt Romney. Fold sammen
Læs mere
Foto: BRYAN R. SMITH

Salt Lake City. Mitt Romney gjorde i to omgange forsøg på at blive USA's præsident, men uden held. Nu kan han være tæt på et politisk comeback som republikansk senator til stor ærgrelse for præsident Donald Trump.

Sandsynligheden er vokset, efter at Orrin Hatch, den aldrende senator fra mormonstaten Utah, har brugt sin juleferie til at overveje sin fremtid. Han har nu meddelt, at han ikke vil søge genvalg ved midtvejsvalget i november, skriver amerikanske medier.

70-årige Romney har tidligere afvist, at han ville forsøge at udfordre Hatch for at overtage hans post.

Nu tror mange af hans nærmeste, at Hatch har truffet beslutningen for ham.

De siger til nyhedsbureauet AP, at Romney er meget opsat på bidrage til en ny moral og samvittighed i Det Republikanske Parti.

- Det er indlysende, at han er ambitiøs. Men han er ambitiøs af de rigtige årsager: For at tjene, siger tidligere justitsminister i staten New Hampshire Tom Rath, der er Romneys mangeårig ven.

- Mitt Romney er den voksne stemme, som Amerika behøver. Han vil bidrage med værdighed og sund fornuft, siger han.

Det ventes, at Romney inden for de kommende uger vil bebude sit politiske comeback.

Det glippede for ham at blive præsident i både 2008 og 2012.

I 2008 tabte han det republikanske primærvalg til John McCain, og i 2012 blev han som republikanernes præsidentkandidat slået af den siddende demokratiske præsident, Barack Obama.

Han forsøgte under præsidentvalget i 2016 gentagne gange at advare om konsekvenserne, hvis Trump skulle blive præsident.

Ifølge netmediet Politico har Trump forsøgt at overtale 83-årige Hatch, der er det længst siddende medlem af Senatet, til at genopstille til en ny periode.

Kilder siger, at formålet ene og alene har været at holde Romney væk fra Senatet.

Republikanerne råder i det nye år kun over et lille flertal i Senatet. Her viser fordelingen 51-49.

Romney er mormon og bor i Utah. Han er forretningsmand og mangemilliardær og tidligere republikansk guvernør i delstaten Massachusetts.

/ritzau/