Romasag mod Frankrig kan ramme Danmark

En rasende EU-kommissær har kaldt franske romaudvisninger for "en skændsel". Eksperter vurderer, at Danmark kan blive næste land, der får en EU-sag på halsen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

EU's sag mod Frankrig kan også få betydning for Danmark, vurderer Thomas Gammeltoft-Hansen, der er ekspert i international asylpolitik på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS),

- Hvis Frankrig bliver dømt, kan det komme til at ramme Danmarks

handlemuligheder fremover, siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

Danmark udviste tidligere på sommeren 23 romaer, som alle var EU-borgere. Ingen af dem fik prøvet deres sag individuelt, og det mødte kritik fra flere sider.

Tirsdagens historiske udfald fra EU, hvor justitskommissær Viviane Reding drager sammenligner til jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig, giver nu kritikken ny luft. Hun harcelerer især over et cirkulære, hvor fransk politi specifikt bliver bedt om at rette fokus mod at rydde romalejre.

EU-sagen er endnu ikke indledt, men afhængig af sagens karakter og udfald kan Danmark muligvis blive det næste land i rækken.

- Man kan godt sige, at Danmark er i farezonen. Andre eksperter har sagt, at de danske roma-udvisninger kunne være i strid med opholdsdirektivet, siger professor i asylret på Århus Universitet Jens Vedsted-Hansen.

Den vurdering er Thomas Gammeltoft-Hansen enig i. Den danske sag rejser nemlig nogle af de samme spørgsmål om diskrimination som den franske sag, vurderer han.

Han understreger dog, at der stadig er en betydelig forskel på sagerne.

- De franske udvisninger er af en anden størrelsesorden, og så har man oven i købet fundet "en rygende pistol" i Frankrig, siger eksperten fra DIIS og fortsætter.

- Jeg er helt sikker på, at Danmark er i søgelyset, men det er vigtigt at understrege proportionsforskellen, siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

Frankrig har siden årsskiftet sendt over 8000 romaer tilbage til Rumænien og Bulgarien, mens Danmark i juli udviste 23 rumænske romaer.

/ritzau/