Rohingyaer frygter at vende tilbage til militæret i Myanmar

Mellemfolkeligt Samvirke finder det uansvarligt at sende rohingyaerne tilbage til Myanmar uden rettigheder.

Myanmars rohingyaer: Det svigtede folk På ti dage er 90.000 rohingya-muslimer flygtet fra Myanmar til Bangladesh, efter at volden igen er brudt ud mellem militæret og det undertrykte mindretal. Fold sammen
Læs mere
Foto: MOHAMMAD PONIR HOSSAIN

Bangladesh og Myanmar indgik i midten af januar en aftale om, at rohingya-flygtninge skal sendes tilbage til Myanmar over to år.

Men Karen Ansbæk, der er landeansvarlig for Myanmar og Bangladesh i Mellemfolkeligt Samvirke, mener, at det endnu ikke er sikkert at sende rohingyaer tilbage til Myanmar.

Hun befinder sig i øjeblikket i Myanmar og har indgående kendskab til problemstillingerne mellem rohingyaerne og Myanmar.

»På nuværende tidspunkt virker det ret uansvarligt at begynde at sende folk tilbage til Myanmar. Der er ikke nogen aftaler om, at de kan komme tilbage til deres landsbyer,« siger hun.

Torsdag kunne nyhedsbureauet AP på baggrund af interviews og oplysninger bekræfte, at der i landsbyen Gu Dar Pyin i Myanmar befinder sig fem massegrave med rohingya-muslimer.

FN's særlige udsending til Myanmar, Yanghee Lee, siger om de militære operationer mod rohingyaerne, at de bærer "folkemordets kendetegn".

På baggrund af dette understreger Karen Ansbæk, at man ikke kan sende flygtningene tilbage til et militær, der fortsat kontrollerer rohingyaernes områder.

»Det er militæret, der sidder på magten i området. Det er dem, der har drevet rohingyaerne ud. Jeg tror, at de fleste rohingyaer ville være meget bange for at vende direkte tilbage til samme situation,« siger hun.

Karen Ansbæk fortæller, at flygtningene lever under svære forhold i lejrene, selv om de bliver støttet med humanitær hjælp.

»Det er i forvejen et marginalt område af Bangladesh, de er kommet ind i. Der er ikke meget plads, og det ligger i udkanten af Bangladesh. Det er ikke et sted, hvor de kan integrere sig i et samfund og få sig en ny tilværelse«, siger hun og fortsætter:

»Lige nu ser det svært ud med at få dem tilbage til deres landsbyer. Men i Bangladesh er de heller ikke interesserede i at have dem, så det er en trist og håbløs situation for de mennesker.«