Neil Kinnock kunne slet ikke styre sin begejstring.

Statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) svigerfar, der tidligere stod i spidsen for Labour, sad på første række og klappede og heppede, da Labour-lederen Ed Miliband i tirsdags holdt sin store tale under partiets årlige konference i badebyen Brighton på den sydengelske kyst.

For »Røde Ed«, som de konservative ynder at kalde ham, levede op til sit øgenavn ved at holde den mest røde tale, en leder af det gamle arbejderparti har holdt i årtier, og det var noget, som passede Neil Kinnock, der altid har været kendt som en venstreorienteret socialdemokrat.

Miliband gjorde klart i sin tale, at han som premierminister vil hæve minimumslønnen, fastfryse de private elselskabers priser på el, og derudover truede han med at beslaglægge jord fra jordbesiddere, der modsætter sig nybyggerier på deres jord.

»Enten brug jorden eller mist den,« tordnede Ed Miliband i sin timelange tale, som han holdt uden et skriftligt manuskript i hånden.

Ikke overraskende var den konservative presse og store del af erhvervslivet straks i oprør, og den klandrede Miliband for at ville vende tilbage til 70ernes socialisme med sine ideer om en underminering af den private ejendomsret og statsligt dikterede priser på el. Storbritaniens elselskaber reagerede med raseri over udmeldingen, som straks fik deres aktier til at styrtdykke, og et af dem, Centrica, erklærede sig parat til at forlade de britiske øer, hvis det blev tvunget til at sælge energi til en lavere pris end deres udgifter.

Kritikere antydede, at Miliband havde lyttet for meget til diskussionerne i sit barndomshjem – Milibands far var indtil sin død i 1994 en af Storbritanniens mest kendte marxistiske teoretikere. Men Neil Kinnock kaldte Ed Milibands visioner for »glimrende«, og samme toner lød der fra Len McCluskey, leder af Storbritanniens største fagforening, Unite, der er Labours største sponsor.

»Der var intet, man ikke kunne lide,« sagde Len McCluskey.

Gamle dages socialisme

Ed Miliband har med sin venstredrejning af Labour endegyldigt begravet det »New Labour«, som Tony Blair skabte sammen med Gordon Brown og Peter Mandelson, og som fik det gamle arbejderparti tilbage til magten i 1997 efter 18 år med konservativt styre.

Trekløveret bag New Labour gjorde op med det tætte samarbejde med fagbevægelsen og anlagde en langt mere erhvervsvenlig linje for at flytte partiet ind på midten, hvor slaget om vælgerne står. Tony Blair har selv vedstået, at han førte en konservativ økonomisk politik i sine ti år som premierminister.

Men i dag er New Labour stendødt. Ed Miliband sagde i denne uge til partiets græsrødder, at han ville »bringe socialismen tilbage«, og hans nye visioner var ifølge konservative aviser også som et ekko af den tidligere labourleder Michael Foots manifest fra 1983, der blev kaldt »historiens længste selvmordsbrev«, fordi det så udpræget var en fortsættelse af 70ernes Labour-politik, som havde efterladt Storbritannien økonomisk forarmet og som Europas syge mand. Foot tabte valget til den siddende konservative premierminister Margaret Thatcher i 1983.

Helle Thorning-Schmidt har længe set sit britiske søsterparti som et inspirerende forbillede, hvilket hun heller ikke lagde skjul på i en tale på partiets konference i Manchester for tre år siden, hvor hun var årets internationale gæstetaler. Smilende sagde hun, at hun på en måde var gift ind i partiet, eftersom hendes mand, Stephen Kinnock, er søn af Labours tidligere mangeårige oppositionsleder.

Dengang var Ed Miliband netop på selvsamme konference på stemmer fra fagforeningerne blevet valgt til partiets nye formand foran sin mere højreorienterede storebror, David Miliband, og Thorning inviterede den nye leder til samarbejde.

Men hvis Thorning lørdag under Socialdemokraternes kongres i Aalborg skal følge sit søsterparti og Ed Miliband, skal hun tilbage til gamle dages socialisme, statsstyring og klassekamp, hvilket selv ikke den Labour-tro avis The Guardian benægter.

»At Ed Miliband udstak en række markeringer uforbeholdent til venstre er svært at benægte. Tilbage i 1970erne ville hans sensationsprægede overskrifter og opråb for en fastfrysning af energiregninger været blevet rubriceret som »priskontrol«. Hans brug-det-eller-mist-det-ultimatum til folk, der sidder på værdifuld jord, kan af politiske modstandere nemt blive udlagt som bolsjevik-lignende konfiskering af land,« skriver kommentatoren Jonathan Freedland i The Guardian.

Milibands venstredrejning splitter også Labour. En af arkitekterne bag New Labour, Peter Mandelson, siger, at der med Milibands tale er »fare« for, at det vil blive opfattet som, at Labour ruller sin politik tilbage til tidligere tider. Selv forsøgte han som tidligere erhvervsminister netop at »komme videre« fra »det konventionelle valg i industripolitikken mellem statskontrol og laden stå til«, påpeger han.

En anden tidligere Labour-minister, Lord Digby Jones, er endnu mere kontant og anklager direkte Ed Miliband for at ofre landets velstand på »et alter af stammeagtig socialisme«.

»Han synes at være meget simpel, meget stammeagtig og ideologisk,« siger Lord Digby Jones til The Times og tilføjer, at Labour-lederens linje muligvis »appellerer til partiets trofaste støtter«, men at i en globaliseret konkurrenceorienteret verden vil »nationalisering af land og energi blot koste os job og velstand«.

Til kamp mod grådighed

Det synes utvivlsomt, at Storbritanniens premierminister, David Cameron, på de konservatives kongres, som begynder søndag, vil bruge udmeldingerne fra de gamle Blair- og New Labour- tilhængere som bevis på, at Ed Miliband har trukket partiet ned i en venstreorienteret grøft.

Men er »Røde Ed« egentlig for venstreorienteret for Storbritannien?

Jonathan Freedland peger på, at det muligvis ikke vil virke for Cameron & Co. blot at udpege Ed Miliband som en rød satan.

»Miliband har valgt sine kampe med stor frivillighed og har indtaget positioner, som muligvis er venstreorienterede, men også meget populistiske og populære,« fortsætter han i Guardian.

Miliband har således i fokusgrupper fået testet sit udspil om at fastfryse energiselskabernes priser i de første 20 måneder af sin regeringstid, hvis han formår at indtage Downing Street 10 efter parlamentsvalget i foråret 2015. Og testen har vist, at der i folket er en stor opbakning til en hård linje mod energiselskaberne, da de er dødtrætte af eksplosivt stigende energiregninger.

Ed Miliband og hans folk regner også med, at der i befolkningen er en lignende vrede mod store jordbesiddere, der har været en forhindring for byggeri af nye boliger, som der er stor mangel på, hvilket har medvirket til nogle af verdens højeste boligpriser.

Så Milibands taktik er at slå ind på en ny venstreorienteret populisme, hvor elselskaber, jordbesiddere og bonusbetalte bankfolk beskrives som grådige og rager til sig på bekostning af den brede befolkning.

»Det bekræfter Milibands større ambition: Ikke blot at vinde magten på Blairs/Browns måde med elementer af konservatisme, men at trække linjerne op på en ny måde og gøre selve venstrefløjen til den politiske midte,« skriver Freedland.

Et større vælgersegment

Kommentatoren Tim Montgomerie påpeger også i The Times, at Ed Miliband kan vinde på en langt mere venstreorienteret kurs, selv om Neil Kinnock ikke kunne. Thornings svigerfar tabte valg efter valg som Labour-leder fra 1983 til 1992 og blev aldrig premierminister. Men da han tabte sit sidste i 1992 var valget meget tæt, og hvis blot 11 konservative kandidater tilsammen havde fået 2.473 færre stemmer, ville Kinnock sandsynligvis været kommet til magten i stedet for de konservatives John Major.

Derudover har Ed Miliband i dag flere fordele end Neil Kinnock havde for 20 år siden, påpeger Tim Montgomerie. For det første er grupper, som har tendens til at stemme Labour – minoriteter og de, der er afhængige af den offentlige sektor og velfærdsstaten – større i dag. For det andet står David Cameron i dag til at miste to-tre millioner konservative stemmer til UKIP, der forlanger Storbritannien ud af EU, og premierministeren har brug for at erobre stort set dem alle tilbage for at sikre valgsejr i 2015. På grund af den EU-skeptiske splittelse på højrefløjen, behøver Ed Miliband muligvis kun 35 til 37 procent af alle stemmer for at vinde næste valg.

Så hvis David Cameron ikke formår at samle højrefløjen og nationen, vil der være stemmer nok i Storbritannien til at vælge den mest venstreorienterede regering i moderne tid.