Ro på: Atomtruslen er mindre end i mange år

Alarmisterne er løs igen, men glem dem. Der er grund til at fejre en god nyhed: Den frygtede atomspredning er aldrig sket, og der er langt færre atomvåben i verden i dag – ikke flere.

IRAN-NUCLEAR/AHMADINEJAD
En plakat af Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, og den afdøde ayatollah Khomeini ses ved siden af ​​centrifuger i det, som iransk TV i 2012 beskrev som et anlæg til fremstilling af dele til atomteknologi. Fold sammen
Læs mere
Foto: REUTERS TV

Udråbstegnene er tilbage. Det er igen tid til at være bange for atomvåben, og det er tid til at genlæse Nevil Shute og William Golding og genlade Mad Max.

Og højre og venstre er rørende enige om, at den er gal. »Ikke siden Hiroshima og Nagasaki har vi været nærmere risikoen for atomkrig,« siger tidligere vicepræsident Dick Cheney, og den republikanske præsidentkandidat Mike Huckabee har genudsendt en berømt alarmistisk anti-atomreklame fra 1960erne, nu med Iran som det store »bum!«.

På den anden fløj hævder avisen The Guardian, at »vi 70 år efter Hiroshima lever under en større atomtrussel end nogensinde«, og The Nation og Huffington Post hamstrer også jod og drømmer onde drømme.

Men hvorfor hører vi fra atom-alarmisterne lige nu? Der er to forklaringer. Den ene er 70-års dagen for Hiroshima-bomben og den anden er atomaftalen med Iran. De to begivenheder har fået politikere og kommentatorer til at genlancere de værste skrækscenarier fra dengang, der virkelig var noget at være bange for. Dengang – i 1980erne – var der tæt på 65.000 atomvåben i verden, i dag er der omkring 15.000, og dengang frygtede politikere og tænketanke, at der snart ville være 30 eller flere atomvåbenlande, men i dag er der under ti.

Der er således ingen grund til alarmisme netop nu, siger sikkerhedspolitiske eksperter. Som en af dem – Jacques Hymans – fastslår i en nylig oversigt over den seneste forskning i atomspredning: »Atomspredning er et alvorligt spørgsmål (...) men der er ingen grund til panik. Tværtimod fører overdreven og uberettiget angst for spredning til en forkert politik, sådan som vi i 2003 så i den unødvendige og tragiske krig i Irak.«

For atomspredningen er meget begrænset, skriver han. I 1970 havde syv lande atomvåben, og det tog i gennemsnit hvert land syv år at bygge bomben. I 1970 blev ikke-spredningsaftalen vedtaget, og siden har ti andre lande forsøgt at bygge en bombe, men det er kun lykkedes for tre, og det tog dem i gennemsnit 17 år at gøre det. Et af landene – Sydafrika – trak sig i 1991 fra atomklubben og ødelagde sit arsenal.

Der er med andre ord ikke foregået den frygtede horisontale spredning – den hurtige spredning af atomvåben – som en anden forsker skriver. »Hvis vi skal fastlægge en sund atomstrategi, er det en god idé at basere den på den eksisterende virkelighed (...) og den horisontale atomspredning er en ikke-eksisterende bøhmand,« skriver Arash Pashakhanlou i The New Republic.

Nuklear tilbageholdenhed

Hvis de to forskere har ret, så er historien altså ikke, at det bliver farligere og atom­landene flere, men tværtimod at det er mindre farligt, og at atomlandene er få. Derfor er det mere relevant at spørge, hvorfor så få lande er blevet atomlande – svaret vil ikke kun give en ide om, hvorfor et enkelt land siger nej, men også hvordan man bringer et andet land til den samme beslutning.

Eller sagt på en anden måde: Canada og Japan kan bygge atomvåben, men de har ikke gjort det. De har besluttet sig for at lade være. Hvordan kan verdenssamfundet få Iran og andre potentielle atomlande til at tænke som Canada og Japan?

Den nyere forskning peger på en række forklaringer på nuklear tilbageholdenhed, som Jacques Hymans gennemgår, og forklaringerne kan groft sagt sammenfattes i tre grupper:

Sikkerhed: Kun lande, som befinder sig i stadig international konflikt, føler et incitament til at anskaffe sig atomvåben, skriver Thazha Paul i bogen »Power versus Prudence«. Canada er ikke i konflikt og har derfor ikke atom-kløen i modsætning til Iran, som både føler sig bøllet af verden og selv bøller sig frem i verden. Hvis Iran følte samme sikkerhed som Canada, ville landet ikke søge at få atomvåben, lyder Pauls argument.

Globalisering: Når lande bliver integreret i verdenssamfundet og del af en globaliseret økonomi, rammer de verdenssamfundets normer, skriver Maria Rublee i »Nonproliferation Norms«. Japan kunne besvare de kinesiske fagter ved at bygge atomvåben, men japanerne ville ryge ud af det gode selskab, og deres økonomi ville lide. Hvis iranerne ligeledes bliver koblet på verdensøkonomien, vil de til syvende og sidst få for meget at tabe ved at bygge atomvåben, lyder argumentet.

Lederskab: At beslutte sig for at anskaffe atomvåben kræver et usædvanligt politisk lederskab – og ikke på den fede måde, I »When Leaders Matter« gennemgår forskerne Matthew Fuhrmann og Michael Horowitz 1.342 statsledere og forsøger at identificere et atom-gen – og de konstaterer, at uden for den gamle atomklub er der tale om statsledere, som opfatter sig selv i opposition til den omkringliggende verden og dele af deres eget land, og de føler sig derfor ikke bundet af eksterne og interne normer. Andre forskere peger på en særlig høj risiko blandt ledere, der regerer med en galoperende paranoia og stærk nationalisme.

Færre dør i dag i krig

De tre forklaringer viser, hvorfor atomtruslen i dag er mindre, og hvorfor atomspredningen ikke for alvor er slået igennem. For udviklingen i det 21. århundrede er gået i retning af en verden, der ifølge ovennævnte forklaringer vil det modsatte – en mere sikker, globaliseret og demokratisk verden.

Tag antallet af dræbte i væbnede konflikter. Under Den Kolde Krig var tallet 180.000 om året, i 1990erne var det 100.000, mens det i 00erne var 55.000, og der er 75 pct. færre borgerkrige i dag end for ti år siden, skriver Foreign Policy. Eller tag antallet af løbske diktatorer. Ifølge Freedom House, en organisation der våger over friheden i verden, er kloden i dag tre gange så demokratisk, som den var i 1970erne. Dengang var der 45 demokratier, i 1990 var der 75, og i dag er der 123, og i det 21. århundrede er det kun »personorienterede dikataturstater«, som fantaserer om atomvåben, skriver Christopher Way i American Journal of Political Science.

Så hvis forskerne har ret, har alarmisterne uret. Atomtruslen er ikke større men mindre, atomspredningen ikke tiltagende men aftagende, og der er grund til normalpuls, ikke panik – og det er en god nyhed på en dag, som ellers i den grad rummer perspektivet om det modsatte.