Risikerer Italiens unge håb at blive slået hjem, hvis han taber?

Premierminister Matteo Renzi risikerer at blive slået hjem og Italien sendt ud i en alvorlig politisk krise, hvis il no vinder ved søndagens folkeafstemning om en forfatningsreform.

Matteo Renzi. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tempoet er hæsblæsende i disse års internationale politik. Da Matteo Renzi i 2014 erobrede regeringsmagten i Italien, var det med en punchline om, at hele den generation af partipampere og pomadesælgere, der gennem årtier havde kørt landet i sænk, skulle sendes til autoophug. Blot små tre år senere kan den unge premierminister selv ende på »bilkirkegården«, hvis han taber søndagens folkeafstemning om en forfatningsreform.

Under sidste vinters endeløse forhandlinger om reformen lovede Renzi i et anfald af overmod italienerne, at de ville »slippe for at se mere til mig«, hvis de stemte nej. Dengang lignede den blot 41-årige og uortodokse socialdemokrat endnu Europas bedste bud på en »traditionel« politiker i stand til at dæmme op for den globale bølge af populisme, der i Italien repræsenteres af protestbevægelsen M5S. Men siden er stemningen vendt, og meningsmålingerne har de seneste måneder spået en stadig større sejr til nej-siden.

Finansmarkederne har allerede gennem et stykke tid varmet op til, at Renzi-regeringen skal falde som endnu en dominobrik efter Brexit og Donald Trumps indtog i Det Hvide Hus. Risikoen for, at et nej skal udløse såvel politisk uro som økonomisk turbulens er da også overhængende. Flere italienske banker har i forvejen store problemer, og hvis de for alvor kommer under pres, kan det udløse en ny eurokrise, advarer de mest pessimistiske finansanalytikere.

Så galt går det næppe. Dels er den Europæiske Centralbank parat til at komme til undsætning med opkøb af obligationer. Dels har Italien lang og solid erfaring med regeringskriser, og hvis Renzi holder sit løfte om at træde tilbage efter et nej – hvilket langtfra er sikkert – står hans internationalt respekterede finansminister, Pier Carlo Paduan, ifølge forlydender klar til at sikre kontinuiteten som leder af et teknokratkabinet.

Samtidig skal man være forsigtig med at skrive udfaldet af den italienske folkeafstemning ind i disse måneders store historie om et verdensomspændende opgør mellem »folket« og »eliten« – i hvert fald med nej-siden som repræsentant for førstnævnte.

Hvem er hvem?

Den uhellige alliance mod forfatningsreformen tæller ikke blot indbyrdes dødsfjender som tidligere premierminister Silvio Berlusconi, ekskommunisten Massimo D’Alema, den højreradikale Lega Nord-leder Matteo Salvini og M5S-bossen Beppe Grillo. Også den mangeårige EU-kommissær og senere leder af en teknokratregering, Mario Monti, er med på vognen, og først på ugen anbefalede The Economist, der af mange betragtes som et talerør for den globale elite, italienerne at stemme nej til Renzis »risikable« reform.

Grundlovsændringen gør op med Italiens såkaldt perfekte tokammersystem, hvor Senatets uforholdsmæssigt store magt har en tendens til at blokere for lovgivningsprocessen. Det skal – sammen med en ny the winner takes it all-valglov – gøre det muligt for regeringen at gennemføre sin politik og trække Italien fri af det årelange dødvande.

Men ændringerne er ingen garanti for reformer, og samtidig åbner de døren på klem for folkevalgte autoritære ledere, advarer The Economist og minder om, at Italien er »et land, der har frembragt Benito Mussolini og Silvio Berlusconi, og som er bekymrende sårbart over for populisme«.

Renzi hævder på sin side og med vanlig retorisk behændighed, at lederen i det britiske ugemagasin blot understreger, hvordan nej-siden reelt repræsenterer den politiske »kaste«. Samtidig har han haft held til at forvandle valgkampens slutfase til en duel på mudderkastning mellem sig selv og Beppe Grillo.

Som svar på premierministerens provokationer har M5S-lederen bl.a. betegnet ham som en »såret so« og en »seriemorder af vores børns fremtid« samt opfordret tvivlrådige vælgere til at »stemme med maven og ikke med hjernen, som kan være manipuleret«.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad der skaber mest uro i tarmsystemet hos de mange italienere, som ifølge meningsmålingerne endnu ikke har besluttet sig: Grillos evindelige munddiarré eller Renzis lige så hårdnakkede arrogance? Det vil vise sig, når resultatet af folke­afstemningen mandag morgen står klart.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.