Rice, Olmert og Abbas skal mødes om fredsaftale

Fredsforhandlinger mellem Israel og palæstinenserne genoptages under ledelse af USA.

Den amerikanske udenrigsminister, Condoleezza Rice, og den israelske premierminister, Ehud Olmert, blev mandag enige om at holde et topmøde med den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, om at genstarte fredsforhandlinger, rapporterer israelske medier.

Den israelske radio og Hærens Radio i Jerusalem havde ikke oplysninger om, hvornår og hvor det USA-ledede topmøde skal finde sted.

Rice mødtes med Olmert i Jerusalem mandag - dagen efter at hun lovede Abbas, at USA vil begynde at udøve større pres for at få oprettet en palæstinensisk stat.

Under pres fra Washington havde Olmert sit første formelle møde med Abbas den 23. december. På mødet lovede Olmert, at en række vejspærringer ville blive fjernet fra Vestbredden. Samtidig sagde han, at 100 millioner dollar fra palæstinensisk skat, der er indefrosset af Israel, vil blive frigivet.

/ritzau/